Snart kan du surfe under Storebælt

Når du til sommer kører med DSB under Storebælt, kan du formentlig stadig komme på nettet, selv om du kører 75 meter under havets overflade.

Kører du i tog fra Fyn mod Sjælland, kan du til sommer glæde dig til en bedre mobildækning – også i jernbanetunnelen under Storebælt.

Storebælts jernbanestrækning vil i løbet af sommeren 2017 blive opgraderet, og teleoperatørerne vil efterfølgende koble udstyr til, så DSB’s kunder kan surfe på nettet under vandet, skriver Sund & Bælt, som vedligeholder strækningen.

- Vi er langt med at få aftaler på plads med teleoperatørerne, så vi forventer, at kunderne vil bemærke forbedringen gradvist i løbet af året, siger Kristian Madsen, der er jernbaneteknisk chef i Sund & Bælt.

Som det har været indtil nu, er internetforbindelse gået død, når toget kørte under Storebælt.

- Vi driver og udvikler hele tiden vores infrastrukturanlæg, så de er med til at styrke mobiliteten i samfundet. Internet i tog er vigtigt, specielt for pendlere med lang rejsetid, men samtidig er det en fordel for os som virksomhed, da det giver os bedre adgang til  de mange millioner af data om vores anlæg, når vi arbejder derude. Derfor er jeg glad for, at vi snart er på plads med fundamentet for bedre dækning, siger Kristian Madsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Storebælts jernbaneforbindelse er 25 kilometer lang, hvoraf de otte kilometer er en boret tunnelforbindelse under Storebælt. Spordybden i Storebæltstunnelen er på det dybeste sted 75 meter under havoverfladen.

Sund & Bælt arbejder også med at forbedre signaldækningen på Storebæltsforbindelsens vejstrækning.

Oversigt

    Oversigt