Snevejret skabte problemer

Både Falck og militærets mandskabsvogne havde travlt, da Fyn natten til lørdag igen blev ramt af et større snevejr.

Der faldt i alt 15 centimeter sne, og da det samtidig blæste 14 meter i sekundet, skabte det problemer.

Falck oplyser, at omkring 20 biler og lastbiler skulle slæbes fri af snedriverne - det skete typisk i området omkring Ejby, Årup og Gelsted på Vestfyn. Både i Odense og i Rudkøbing skulle mandskabsvognene i aktion - foran ambulancer i udrykning.

Politiet fortæller, at der natten over blev frarådet al unødvendig kørsel på Vestfyn, men at politiet ikke længere fraråder dette.

Statsvejene og de større veje er nu alle ryddet for sne, men til gengæld er der fortsat problemer på bivejene og villavejene.
- Vi har haft alle sneplove ude at køre i nat. Det virker til, at folk har vænnet sig til at køre i snevejret, og at de fleste har fået sat vinterdæk på, siger vejkoordinator i Region Syddanmark, Claus Anker Hansen.

Oversigt

    Oversigt