I det fynske folks tjeneste

Snigpremiere på Langeland: Trine Dyrholm går i krig i ny film

Et nyt krigsdrama optaget blandt andet på Langeland blev tirsdag første gang vist for publikum. Filmen har Trine Dyrholm i hovedrollen.

00:54

Trine Dyrholm spiller hovedrollen i ny krigsfilm Video: Alexander Aagaard

Da Ernas enfoldige søn Kalle bliver hvervet til at gå i krig for tyskerne - til trods for lægens ord om, at han er for dum til netop det - beslutter hun sig for at følge efter.

Iført en deserteret soldats uniform melder hun sig til tjeneste i et forsøg på at hente sin søn hjem. 

Det er handlingen i Henrik Ruben Ganz' nye film Erna i krig. Historien foregår i Sønderjylland nær slutningen af første Verdenskrig, men optagelserne er blandt andet foregået på Langeland. Trine Dyrholm spiller hovedrollen som Erna, og hun var til snigpremieren, som tirsdag blev vist i Rudkøbing. 

- Det er en helt fantastisk historie, og jeg synes, det er meget, meget spændende at få et feminint perspektiv på krigen. I stedet for at moren går derhjemme og venter på brev fra fronten, så er hun placeret midt i skyttegraven, siger Trine Dyrholm til TV 2 Fyn. 

Læs også Biografer i coronakrise: Masser af nye film, men publikum mangler

På rollelisten finder man blandt andre også Anders W. Berthelsen, Ulrich Thomsen og Sylvester Byder, der spiller rollen som sønnen Kalle.

Tror på succes trods corona

Men trods en stjernespækket rolleliste er der ikke garanti for, at den bliver et biografhit. Ifølge en analyse fra Danske Bank er dansker biografforbrug faldet med 77 procent siden sidste år på grund af coronakrisen. 

Læs også Hemmelighedsfulde optagelser: Film Fyn afslører ny film

Det lader Trine Dyrholm sig dog ikke skræmme af. 

- Det er en sårbar tid, og vi skal passe på hinanden, men jegg synes, at biograferne gør en kæmpe indsats for at passe på publikum, siger hun og påpeger, at trods tilbagegang kan det godt lade sig gøre at slå igennem i biograferne. 

- Der er jo lige sket det, at Druk - som lige har haft premiere - har faktisk lavet den største åbning for en dansk dramafilm i syv år, så måske er det ikke helt sådan, at danskerne ikke tør at gå i biografen. Måske er det lige præcis det, de tør og kan samles om, siger hun. 

Druk er Thomas Vinterbergs nye film, der havde premiere for en uge siden. Den tæller navne som Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang. 

Erna i krig har biografpremiere 29. oktober.