I en sag om spirituskørsel efterlyser politiet et vidne, som lørdag var ved at blive påkørt i et kryds i Bellinge.
Nærmere bestemt krydset mellem Bellingevej og Assensvej.
Det skriver Fyns Politi på Twitter.
Vidnet kom omkring klokken 13.45 kørende i en mindre blå bil af Assensvej mod syd, da vedkommende måtte undvige en hvid Ford Transit, der kørte af Bellingevej.
Personen, der måtte undvige, kørte ifølge politiet i en metallak lyseblå Kia Picanto, og det er føreren af den bil, politiet gerne vil høre fra.
Personen i den hvide Ford Transit blev kort efter hændelsen anholdt og sigtet for spirituskørsel, men man mangler altså fortsat at høre fra vidnet.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fyns Politi.