Sølvmedalje til fynske verdensmestre efter tæt finale

De danske favoritter førte ud på sidste omgang, men Italien pressede sig lige nøjagtigt foran og tog OL-guld.

Det danske banecykelhold for herrer i 4000 meter holdforfølgelsesløb med Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, og fynske Lasse Norman Hansen og Rasmus Lund tabte OL-finalen til Italien og får olympisk sølv.

I en ekstremt tæt guldduel førte danskerne marginalt, da de to hold kørte ud på sidste omgang, men på målstregen klemte italienerne sig ind 0,166 sekund før danskerne.

Italien slog samtidig den verdensrekord, holdet selv havde sat et døgns tid forinden.

Danmark kom til OL som guldfavoritter, men Filippo Gannas sidste lille kilometer kunne Frederik Rodenberg i spids for Danmark ikke matche til sidst i finalen.

Fantomdragt og kaos

Det blev senest til dansk OL-guld i disciplinen i 1968.

Bronzemedaljerne gik til Australien, som slog New Zealand, hvis løb gik i stykker, da en af holdets ryttere styrtede med omkring 1000 meter tilbage.

Danskernes vej til finalen var fyldt med dramatik og kaos nærmest fra første færd.

Først vakte deres brug af kinesiologisk tape på skinnebenene i kvalifikationen opstandelse, da især briterne mente, det var en omgåelse af reglerne for at skabe mere aerodynamik.


Derudover protesterede briterne også over danskernes nye fantomdragt.

Det endte med, at danskerne måtte droppe tapen, og da holdet ikke kunne få svar på, om dragten var i orden, måtte de til duellen mod netop Storbritannien om en plads i guldfinalen også hoppe i dragten fra VM sidste år.

Alligevel var danskerne Storbritannien aldeles overlegne, men dramatikken var slet ikke ovre.

Jævnbyrdig finale

For Danmark indhentede briternes langsomme tredjemand. Det havde Frederik Rodenberg i front for danskerne ikke set, og han bragede ind i Charlie Tanfield, så begge styrtede.

Efter mere end en times rådslagning blandt kommissærerne lød kendelsen, at Danmark var i finalen, da holdet havde indhentet briterne, hvormed løbet reelt var slut inden styrtet.

I finalen var Danmark og Italien helt jævnbyrdige, så her var der aldrig fare for sammenstød. Til gengæld kørte italienerne afsted med guldet for næsen af Danmark.

Oversigt

    Oversigt