Søren Kragh spår flere danske etapesejre i årets Tour

Danmark står historisk stærkt til årets Tour, og det vil vise sig i den samlede danske indsats, mener Kragh.

Med 11 danske ryttere til start i årets Tour de France har Danmark aldrig været bedre repræsenteret på verdens største cykelscene.

Sidste år hentede fynske Søren Kragh Andersen (DSM) to etapesejre til nationen, og med den styrke og det antal af landsmænd han har med i løbet i år, forventer han minimum samme succes til nationen.

- Jeg tror, Danmark kommer til at få et par etapesejre i år. Der er rigtig gode chancer for, at det bliver mere end én etape, Danmark vinder i år, lyder det fra sidste års store triumfator.

Han er klar over, at han måske får svært ved at hente to sejre selv, men der er flere gode bud på sejre.

- Jeg tror meget på Magnus Cort og Mads Pedersen, og Michael Valgren er også en god mulighed. Så håber jeg selvfølgelig også på mig selv, siger den 26-årige dansker fra Strib.

- Og Jakob Fuglsang selvfølgelig også. Ham glemte jeg helt. I og med at han har skruet ned for sine klassementforhåbninger, så tror jeg virkelig, han kan hive nogle podier og nogle topplaceringer hjem. Ham tror jeg også rigtig meget på.

De to første etaper har svære afslutninger med hårde, intense bakker, som passer til puncheur-rytterne. Præcis som Søren Kragh selv er.

Selv om Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert alle er til start og favoritter på de to etaper, så vil Søren Kragh forsøge at presse dem.

- Håbet er, at Tiesj Benoot og jeg selv gør det godt. Vi skal selvfølgelig lige se, hvordan de andres og vores niveau er, men det er nok primært os to, vi satser på de første to dage, fortæller han.

- Det bliver svært at vinde, men jeg håber på, at jeg kan blande mig blandt de bedste.

1. etape køres lørdag med start i Brest og mål i Landerneau på en skrap stigning over tre kilometer med en gennemsnitlig stigning på 5,7 procent.

Oversigt

    Oversigt