Sol, byger og risiko for hagl, torden og skybrud: Torsdag bliver klassisk dansk sommervejr

Der kommer både blæst, regn og solskin på en torsdag, hvor der også er mulighed for både skybrud og torden over Fyn.

Torsdagen byder på mange forskellige varianter af dansk sommervejr. Det kan dog også blive ganske voldsomt, og DMI om risiko for tordenbyger, hagl og lokale skybrud over Fyn mellem klokken 8 og 20.

Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 milimeter regn på en halv time.

Termometeret viser omkring 15-16 grader fra morgenstunden, og allerede tidligt på formiddagen vil der begynde at drive tunge regnskyer ind over Fyn fra sydvest.

- I eftermiddagstimerne kan der også være torden flere steder - og måske også lokale skybrud, siger TV 2 Vejrets Jens Ringgaard.

Regnvejret vil mange steder kunne opleves som meget kraftige. Dog er omfanget af dem svært at sige præcist, forklarer vejrværten.

- Det er meget intense byger, der vil optræde. Men omfanget af de her byger er meget usikkert, siger Jens Ringgaard.

Vinden bliver let til frisk fra sydvest og vest, ved de vestfynske kyster kan den nok opleves i en lidt voldsommere version.

Fin fredag forude

Efter en ustadig torsdag venter en fredag med ganske behageligt vejr. Vinden lægger sig, og der kommer ikke umiddelbart de store regnbyger ind over Fyn.

- Der kommer mere solskin, og det bliver overvejende tørt, siger vejrværten.

Til gengæld ser weekenden ud til at blive både våd og blæsende. Temperaturen kommer i weekenden til at ligge omkring de 21 grader, men begge dage bliver med mange byger og kraftig blæst fra sydvest.

Se onsdagens sene vejrudsigt.

Oversigt

    Oversigt