Solbakken jagter første sejr i Odense

Ståle Solbakken har som FCK-træner endnu til gode at besejre OB på udebane. OB-anfører Chris Sørensen ser det som et tegn på, at fynboerne er gået markant frem.

FCK-træner Ståle Solbakken har i sine snart fire år i klubben mødt 15 hold på udebane i SAS Ligaen, og nordmanden har besejret 14 af klubberne. Søndagens modstander, OB, har træneren dog endnu ikke været med til at vinde over på fremmed græs.

- OB er et rigtig godt hjemmehold, og der har været tætte kampe, som vi ikke har formået at vinde. Men vi må arbejde på at få den første sejr på søndag, siger Ståle Solbakken.

Han har i seks opgør været med til at tabe to gange og spille fire gange uafgjort, når han og FCK-truppen er taget forbi Fionia Park i Odense.

Pudsigt nok vandt FCK fire gange i træk ude over OB, før Ståle Solbakken satte sig i trænersædet.

Ifølge OB-anfører Chris Sørensen skal årsagen til de manglende FCK-sejre under Solbakken dog snarere findes hos søndagens hjemmehold.

- Da jeg begyndte i klubben, tabte vi kampene mod FCK, men OB har udviklet sig enormt både spillermæssigt og i ledelsen. Vi er kommet et niveau eller to højere op, hvor vi er mere lige med FCK. Da de var stærkere end os, var vi tilfredse med at spille uafgjort, men nu står vi i en situation, hvor vi vil vinde, siger venstrebacken.

OB og FCK tørner sammen søndag aften på Fionia Park, og SAS Ligaens førerhold kan med en sejr gå til vinterpause syv point foran FCK.

Oversigt

    Oversigt