Solen skræmmer regnen væk: Tirsdag bliver lun for fynboerne

Tirsdag bliver Danmark delt i to rent vejrmæssigt. Fynboerne får en portion med tørvejr og nogen eller en del sol.

Stoler man på DMI, kan man lade både paraply og regntøj blive hjemme tirsdag - hvis man vel at mærke opholder sig på Fyn.

På Twitter skriver det meteorologiske institut, at landet vejrmæssigt deles i to.

Mod øst viser efterårsvejret sig fra sin pæne side, hvor det endda kan være nødvendigt at iføre sig solbriller, mens det i de vestlige egne kan blive nødvendigt at slå en paraply op.

Mulighed for regn i nat

Ifølge prognoserne hører Fyn tirsdag med i den østlige del af Danmark.

I hvert fald bliver det tørt med nogen eller en del sol, og temperaturerne vil ligge mellem 15 og 18 grader. Vinden bliver let til jævn fra sydøst og syd.

Senere tirsdag vil det dog ikke blive helt så klart, og i aftentimerne vil det efterhånden være mest skyet. I løbet af natten kan der sågar til tider falde regn. Nattetemperaturerne falder til mellem 11 og 15 grader.

Oversigt

    Oversigt