Solrig fredag med lille risiko for regnbyger

Fredag kommer solen til at kigge frem det meste af dagen. Ud på eftermiddagen kan det dog komme til at dryppe en smule fra himlen nogle steder.

Efter nogle særdeles våde dage med masser af regn flere steder på Fyn så er der tørvejr på vej. 

Fredag bliver nemlig en mere solrig dag, hvor solen vil kigge frem allerede fra morgenstunden og med temperaturer omkring de 17 grader. 

I løbet af eftermiddagen kravler temperaturerne op over 20 grader. 

Ud på eftermiddagen er der dog risiko for mindre byger lokalt - primært på Midt- og Sydfyn. 

Vinden bliver svag til let fra nordøst. I aften og i nat bliver det klart og tørt vejr, men der er dog risiko for stedvise tågebanker i løbet af natten. Temperaturen falder til mellem 10 og 15 grader.