Solrig og behagelig weekend står for døren

Mens solen er fremme store dele af weekenden over hele landet, tager temperaturerne et dyk, melder DMI.

Mange danskere er i disse dage selvisoleret i hjemmet på grund af coronavirus.

Hvis du alligevel vover dig ud på en gåtur med god afstand til andre i weekenden, er der gode chancer for at få sol på næsetippen.

Det gælder både fredag, lørdag og søndag.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Lars Henriksen tidligt fredag morgen.

- Det er gode dage, hvis man er træt af sidde indenfor, for vejret opfordrer til at gå en tur.

- Vi har jo ikke fået at vide, at man ikke må gå uden for en dør, og så må man tage forholdsreglerne fra myndighederne, siger han.

Fredag starter med en del skyer i den sydlige del af landet, men det klarer op i løbet af dagen, og efterhånden vil hele landet få solen at se.

- Det gode vejr holder ved lørdag med tørt vejr og masser af sol. Dog vil der være en lille mulighed for byger med slud og sne på Bornholm.

- Søndag kører i samme spor med sol, siger Lars Henriksen.

Statens Serum Institut har peget på, at varmt vejr er godt for bekæmpelse af coronavirus.

Blandt andet fordi varmen gør slimhinderne fugtigere end om vinteren.

Dog ser det ikke ud til, at vi i weekenden får sommerlige temperaturer.

- Når det er varmest lørdag og søndag, får vi syv grader. Mens der natten til lørdag og søndag er nattefrost helt ned til minus fem grader, siger Lars Henriksen.

Til gengæld vil solen i løbet af dagen give forårsfornemmelser.

- Nu er vi et godt stykke inde i marts, og det er sådan, at når solen er fremme, har den så meget magt, at det vil føles behageligt. I en lækrog vil det være meget behageligt, siger Lars Henriksen.

Torsdag opfordrede Københavns Politi solhungrende danskere til at vælge steder, hvor der ikke færdes for mange mennesker frem for befærdede Amager Strand og Christiania, når solen skal nydes.

Oversigt

    Oversigt