Solrigt forårsvejr med udbredt nattefrost i vente

Masser af sol og forår i weekenden og de næste dage, men nattefrosten er tilbage.

Der venter en solrig, men kølig weekend på Fyn. Selv om lørdagen nogle steder er begyndt med skyer på himlen, bliver der plads til masser af sol.

- Det kan godt være, der er lidt højthængende skyer til at starte med, som solen kan skinne igennem, men efterhånden bliver der plads til lidt mere solskin omkring middag, siger Jens Ringgård Christiansen fra TV 2 Vejret.

- Temperaturer omkring 10 grader. Sydligt på Fyn kan vi lokalt komme op på 11-12 grader, forudser han.

Udbredt nattefrost

De følgende dage byder på tilsvarende solskinsvejr, men der bliver skruet en lille smule ned for temperaturen, som søndag og i starten af næste uge ikke kommer over 10 grader.

- Læg mærke til nattetemperaturen. Nogle af nætterne ned omkring 3-4 graders frost, hvor det bliver koldest, siger Jens Ringgård Christiansen.

Efter et par blæsende dage i denne uge er der udsigt til, at de kommende dage bliver med rolige vindforhold, så luften vil føles lunere.