Sommerferien starter: Corona skaber mere kø på fynsk motorvej

Flere danskere vælger at holde ferie i Danmark på grund af corona. Det kan give ekstra trængsel på vejene.

Det er den første store skiftedag i de danske sommerhuse i skolernes sommerferie. Derfor skal man forvente, at der kan opstå ekstra tryk især på E20, motorvejen hen over Fyn og på E45 i trekantområdet.

Det fortæller Nicholas Petersson, der er vagthavende i Vejdirektoratet.

På grund af coronakrisen blev danskerne opfordret til af regeringen at holde sommerferien i Danmark.

- Eftersom rigtig mange danskere vælger at holde sommerferie i Danmark, så forventer vi, at der kommer et ekstra tryk på vejene, siger Nicholas Petersson.

- På den anden side er der måske lidt færre udenlandske biler, men vi forventer, at der er flere biler på vejene end normalt, siger han.

Kør efter klokken 15

Ifølge Vejdirektoratet forventes det, at der vil være flest biler på vejene mellem klokken 11 og 15 lørdag.

- Ved de her skiftedage er det i det tidsrum, at folk vælger at køre. Det er typisk der, hvor det begynder at klumpe sammen på vejene på tværs af landet, siger Nicholas Petersson.

Her lyder rådet, at man skal vente med at køre til efter klokken 15, hvis man vil undgå lange køer.

Nicholas Petersson forudsiger, at man kan opleve en ekstra rejsetid på 20 minutter på de værste strækninger.

- Hvis der sker uheld eller andet, så kan der hurtigt opstå større kødannelser, når der er så mange biler på vejene, forklarer han.

Oversigt

    Oversigt