Sommerhusejer opfordrer til at leje ud: - Det hjælper på den dårlige samvittighed

Der er mangel på fynske sommerhuse i efterårsferien, og hos Feriepartner Fyn arbejder man på at skaffe nye udlejere. Sommerhusejer Gurli Kjer fra Middelfart mener, at der er flere gode grunde til at melde sig.

Det går stærkt med udlejningen af de fynske sommerhuse - faktisk så stærkt, at der hos enkelte udlejningsbureauer er meldt helt udsolgt af sommerhuse i efterårsferien. 

Fredag kunne TV 2/Fyn fortælle, at Feriepartner Fyn alene i uge 44 havde næsten dobbelt så mange bookinger af sommerhuse i år i forhold til andre år.

Derfor arbejder virksomheden i disse dage målrettet på at skaffe flere udlejere.

- Der ikke huse nok, så vi kæmper for at få flere. Tendensen bliver jo nok, at det kommer igen næste år på samme tid af året. Derfor er vi helt klar til at tage huse ind og få dem lejet ud, fortæller Torben Jersild, der er direktør hos Feriepartner Fyn.

Virksomheden dækker både Fyn, Sønderjylland og Limfjorden og har lige nu 1.000 sommerhuse til udlejning. Men de mangler stadig omkring 200 for at kunne følge med efterspørgslen. 

- Vi har ringet til kunder, og vi har ringet til folk, vi ved har et hus, og spurgt om de kunne leje det ud. Det er den måde, vi prøver at arbejde på, siger han og fortsætter:

- Vi prøver at forklare dem situationen og fortæller, at vi kan leje det ud. Hvis de siger ja, kan jeg fortælle dem, at det bliver lejet ud inden for tre til fire timer, siger han. 

Fordele ved at leje ud

Gurli Kjer fra Middelfart er en af dem, der har benyttet sig af muligheden for at leje sit sommerhus ud. I 20 år har hun ejet et sommerhus i Vejlby Fed, men i de sidste tre år har hun og familien ikke været der ret meget. 

I første omgang overvejede hun at skille sig af med sommerhuset, men da en handel ikke blev til noget, henvendte hun sig til et udlejningsfirma.

- Økonomien er jo klart en fordel, og i år har det været ekstra attraktivt. Nu har jeg heller ikke længere dårlig samvittighed over ikke at bruge det, fortæller hun.

Den udlægning genkender Torben Jersild.

- Folk kan ikke være der hele tiden, og det har mange erkendt. Fordelen ved at leje huset ud i stedet, er at det bliver brugt, og der kommer indtægt. Og så er der jo stadigvæk et skattefrit beløb i år på 50.000 kroner, forklarer han. 

Nogle tøver

Selvom der er penge at hente i sommerhusudlejningen, er det ikke alle, der har lyst til at leje ud. Ifølge Torben Jersild er det især den manglende frihed og kontrol med sommerhuset under udlejningen, som spiller ind. 

- Så kan de ikke bare kan køre ned i deres sommerhuse, når de vil. Her skal de lige planlægge og spærre huset eller gøre nogle ting, siger han. 

Gurli Kjer har også tidligere prøvet at stå i en situation, hvor hun ikke var tryg ved at leje sommerhuset ud til nogle bestemte lejere. 

- Jeg kan huske, at der kom en gruppe lystfiskere, hvor jeg tænkte, at det ville være lidt risikabelt at leje det ud, siger hun og tilføjer:

- Men der er ligesom kommet et andet system i udlejningsbureauerne . Nu følger der rengøring med, og det betyder rigtig meget for mig, siger hun.

Hun foreslår, at man derfor selv tager ud til sommerhuset og sikrer sig, at alt er, som det skal være. 

- Så kommer der jo andre mennesker ind, andre vasker op, og tingene står måske lidt anderledes. Derfor synes jeg også, det er en god idé, at man kigger ud til sommerhuset en gang imellem, siger hun.

Flere siger ja

Hos Feriepartner Fyn anslår man, at rundringingerne indtil nu har kastet mellem 30 og 50 nye sommerhusudlejninger af sig.

Torben Jersild håber, at flere vil melde sig. For meget tyder på, at interessen for sommerhusene vil vare ved lidt endnu. 

- I øjeblikket har vi dobbeltbookinger for næste år, og de bedste priser får de nu og her.  Så det er bedre at komme i gang, siger han.

Hvis man står med et sommerhus og ikke får det brugt særlig meget selv, mener Gurli Kjer også, at man burde overveje muligheden for at leje det ud.

- Jeg kan anbefale det ud fra økonomien. Det er en faktor, som tæller på plussiden. Og så har man heller ikke længere den dårlige samvittighed over ikke at bruge det. Særligt i år hvor vi kan se, at turisterne er væltet ind, siger hun.

Oversigt

    Oversigt