Sommerhusejere i klemme

Det kræver tålmodighed at sælge sit sommerhus. På Fyn især i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Sommerhusmarkedet er gået i sort, og den gennemsnitlige liggetid for sommerhuse har passeret 12 måneder. I nogle dele af landet er liggetiden en del længere.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er liggetiden på 472 dage.

Værst ser det ud i Tønder Kommune. Her er liggetiden 635 dage.

Det betyder, at sætter man sit hus til salg i dag, og tendensen fortsætter, skal man ikke regne med, at huset er solgt før maj 2013.

Markedet stendødt

- Sommerhuse er en luksusinvestering, som færre kaster sig over i krisetider, og det kan ses. Antallet på markedet er rekord stort, og liggetiden er stigende igen, siger Henrik Løvig, administrerende direktør i Boligportal.dk

I løbet af 2011 har antallet af sommerhuse rundet 12.000. Det skal ses i forhold til et marked på halvt så mange sommerhuse, inden boligboblen bristede i 2008.

- De, der troede, at en investering i et sommerhus var en genvej til en senere gevinst, sidder lige nu med Sorteper, og der er ikke umiddelbart tegn på bedring. Så længe hele boligmarkedet ligger stille, så er sommerhusmarkedet stendødt, lyder vurderingen fra Henrik Løvig.

Af de sommerhuse, der lige nu er på markedet, har godt 900 været til salg i mindst tre år. Små 50 har også fejret femårsdag med et Til Salg-skilt i forhaven.

Danmarks dyreste sommerhus på markedet lige nu er beliggende på Kystvej i Hornbæk. Prisen er lige under 40 millioner kroner. Det blev sat til salg første gang i marts 2010. Den gang lød prisen på 45 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt