Sønderjysk eksplosion i Odense

Sensationel anden halvleg af Sønderjyske, der udspillede OB i kampens sidste halve time og vandt 4-2 over OB.

OB tabte et vigtigt skridt i Superligaens topkamp, da fynboerne ganske overraskende tabte 2-4 til Sønderjyske, der i kampens anden halvleg stod for en regulær eksplosion på Tre-For Park i Odense.

Det var en fodboldkamp, der blev vakt til live efter en time, hvor hovedparten af de 8806 tilskuere formentlig allerede var begyndt at tænke på eftermiddagskaffen derhjemme.

Det lignede behagelige tre point til deres fynske yndlinge, for OB førte planmæssigt 1-0 på Rasmus Falks scoring, og det lugtede af en stille og rolig favoritsejr.

Det var lige indtil Sønderjyske's angriber fra Zimbabwe, Quincy Antipas, pludselig tog fat.

Først saksesparkede han et indlæg ned i hovedet på holdkammeraten Conor O'Brien, der udlignede til 1-1, og inden der var gået et minut, var Antipas på spil igen.

Hans skudforsøg næsten fra baglinjen ramte foden på OB's Tore Reginiussen, og snød totalt Stefan Wessels i fynboernes mål.

Sønderjyske var foran 2-1, og de fynske tilskuere kunne fortsætte med at tage sig til hovedet, da Morten Skoubo kort efter brændte sæsonens største chance.

Og efter 63 minutter fik Anders Møller Christensen sit andet gule kort - i øvrigt for to frispark på Quincy Antipas - og sønderjyderne havde nu alle kort på hånden før slutfasen.

Dem spillede de rigtigt. For med 10 mand tilbage på banen havde et usikkert OB-hold svært ved at få lagt presset på sønderjyderne, der omvendt var farlige i omstillingerne.

En af dem udnyttede Quincy Antipas til at score 3-1-målet, da han uden problemer eksekverede en friløber ved at lobbe over OB-målmand Wessels.

Kenneth Fabricius brugte samme opskrift ved 4-1-scoringen, inden Eric Djemba-Djemba reducerede næsten samtidig med dommerens slutfløjt.

Det blev en kamp, hvor hjemmeholdet aldrig fandt frem til takterne fra de flotte europæiske og nationale kampe i de forgangne uger.

OB agerede viljeløst og uden temperament, og da først det var nødvendigt, kunne fynboerne ikke få tempo og pres tilbage i spillet.

Det udnyttede Sønderjyske kløgtigt til at slå til på de rigtige tidspunkter og skaffede dermed en velfortjent og uventet sejr i Odense.

Oversigt

    Oversigt