Speedway: Fynsk reserve redder lidt af den danske ære i Prag

Fynboen og førstereserven Peter Kildemand var bedste dansker i grandprixet i Tjekkiet, hvor semifinalen blev endestation.

Dundrende succes måtte dansk speedway kigge langt efter lørdag aften, men førstereserven Peter Kildemand leverede en hæderlig indsats.

Fynboen formåede således at køre sig i semifinalen i sæsonens fjerde VM-grandprix, der blev kørt i Tjekkiet. 
Her måtte Peter Kildemand dog sande, at fjerdepladsen ikke rakte til videre avancement.

Niels-Kristian Iversen skuffede gevaldigt i Prag og scorede kun tre point i sine fem starter, og han måtte kigge langt efter en semifinaleplads.

Australske Jason Doyle vandt grandprixet i en tæt fight med amerikaneren Greg Hancock i finalen.

Niels-Kristian Iversen kom helt skidt i gang, da han sluttede sidst i det første heat.

Herefter var det Peter Kildemand, der var med igen som førstereserve for Nicki Pedersen, der stadig er ude af stand til at køre speedway efter sit styrt i slutningen af maj i en ligamatch i Danmark.

Kildemand lagde fornemt ud, da han tog tre point i sin første start, og han rådede dermed bod på skuffelsen i Letland senest.

Her blev Kildemand blot noteret for et enkelt point som førstereserve for Nicki Pedersen.

Danskeren kørte lørdag med en brækket knogle i den venstre fod, som blev beskadiget i grandprixet i Letland.
I sin anden start var der dog intet udbytte til fynboen.

Niels-Kristian Iversen fik revancheret sig lidt i sin anden start, hvor der var to point til danskeren.

De to danskere tørnede sammen i det 12. heat, og det gik bedst for Kildemand, der indkasserede to point, mens Iversen trillede tomhændet i ryttergården.

Peter Kildemand viste igen høj fart, og han hentede sin anden heatsejr denne aften, da han henviste Antonio Lindbäck til andenpladsen i 15. heat.

Iversen skuffede efterfølgende igen med en sidsteplads, og selv om det i sidste heat blev til et point, var drømmen om en semifinale allerede forduftet.

Kildemand fik en dårlig start i sit sidste heat og sluttede sidst, men de otte point rakte til en semifinaleplads fra syvendepladsen.

I semifinalen var der dog ikke fart nok i maskinen, og Kildemand sluttede sidst.

Oversigt

    Oversigt