Speedway: Nicki Pedersen får ingen VM-garanti

Der er 90 procents chance for at Nicki Pedersen ikke er med, hvis Danmark kvalificerer sig til finalen ved hold-VM i Manchester 30. juli.

Det er ikke sikkert den fynske speedway-veteran Nicki Pedersen bliver udtaget til finalen ved hold-VM, hvis lørdagens hold gør det godt.

Nicki Pedersen holder ferie, når speedwaylandsholdet lørdag i næste weekend i Vojens skal forsøge at kvalificere sig til finalen ved hold-VM.

Det er en aftale, Nicki Pedersen indgik med den tidligere landstræner Anders Secher. Men det får den tredobbelte verdensmester ikke lov til næste år.

Det siger landstræner Hans Nielsen, som heller ikke vil udstikke garanti for, at Nicki Pedersen i år kommer med i en eventuel finale i Manchester 30. juli.

Hvis holdet, som består af Niels-Kristian Iversen, Kenneth Bjerre, Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen, skaffer Danmark en plads i finalen, så bliver der formentlig ikke skiftet ud.

- Hvis de fire kører rigtigt godt på lørdag, så skal Nicki eller en af de andre køre rigtigt godt, før jeg vil skifte ud. Jeg vil sige, at så er der 90 procents chance for, at det er de samme, der kører i Manchester.

- Kører Nicki rigtigt fint i den polske liga og i Sverige, så kan det godt være, at der er en dør på klem, hvis der er en, der fejler lidt i Vojens.

- Men det bliver svært, for hvis de fire kvalificerer sig direkte til finalen, så skal der noget ekstraordinært til for at komme ind på holdet, siger Hans Nielsen.

Landstræneren er ikke glad for den aftale, som Nicki Pedersen har lavet tidligere på året.

- Nicki har meldt fra og holder ferie i denne periode. Han havde en aftale med den forhenværende landstræner, og det har vi ikke villet lave om på.

- Det er ikke den allerbedste måde at gøre det på efter min mening, men sådan er det i år, og så må vi leve med det og planlægge derefter, fastslår Hans Nielsen.

Han ville gerne have haft Nicki Pedersen med på lørdagens hold i Vojens.

- Ja, det ville jeg godt. Men det er også fint nok, at de andre har en mulighed for at vise sig frem. Og Nicki har ikke været overbevisende, så på den måde gør det måske ikke så meget lige nu.

- Men generelt er det mere korrekt, at det er ens for alle. Og at alle kører med fra start, hvis de bliver spurgt.

- Og så kan man holde ferie på et andet tidspunkt. Det er min generelle indstilling. Vi er enige om, at sådan bliver det fremover, understreger Hans Nielsen.

Oversigt

    Oversigt