Spøgelsesbilist kører galt på den fynske motorvej

En kvindelig spøgelsesbilist kørte sent søndag aften ind i et autoværn på motorvejen ved Ejby.

 Kvinde kørte selv ind i autoværnet, da hun kørte i den forkerte retning på motorvejen ved Ejby.

En spøgelsesbilist, som sent søndag aften forulykkede på E20-motorvejen ved Ejby på Fyn, er ikke kommet alvorlig til skade. Det fortæller vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi mandag morgen. 

- Kvinden blev indlagt på sygehuset efter ulykken, men der er ikke tale om alvorlige skader, siger han.

Det er endnu uvist, om den 50-årige kvinde kvinden var påvirket under kørslen.

- Men hun er sigtet for overtrædelse af blandt andet færdselsloven. Man må jo ikke køre i den forkerte retning på vejene, lyder det fra vagtchefen.

Hvordan kvinden forholder sig til sigtelserne vides ikke. Hun har foreløbig ikke ønsket at udtale sig til politiet.

Kvinden kørte ikke sammen med modkørende bilister, men ramte ind i midterautoværnet.

 - Hun ringer selv til politiet længe før, at hun forulykker, og der har vi ikke styr på, hvor hun er henne, og det havde hun heller ikke selv, fortalte vagtchefen umiddelbart efter ulykken.

- Men ret kort efter begynder der at komme en masse anmeldelser om spøgelsesbilisten, og så får vi sendt en vogn af sted. Den får indhentet hende cirka et minut efter, at hun er havareret ude ved Ejby, oplyste Steen Nyland.

Ulykken skete i det østgående spor på motorvejen ved Ejby, hvor kvinden kørte i vestlig retning.

Det østgående spor var kort før klokken 01.00 natten til mandag delvist spærret, men oprydningen var ved 01.30-tiden stort set overstået.

Det er uvist, præcis hvor og hvornår kvinden er kørt ned på motorvejen i det forkerte spor.

Oversigt

    Oversigt