Spritbilist bragede ind i ventende biler i Odense

To bilister holdt for rødt lys i et kryds, da en bil i fuld fart ramte ind i dem bagfra.

En 25-årig mand blev sent onsdag anholdt for med vilje at have kørt til fare for andres liv.

Med fuld fart og alkohol i blodet var den 25-årige drønet ad Middelfartvej i Odense. Her holdt to andre bilister og ventede ved rødt lys i krydset ved Rismarksvej, fortæller vagtchef Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

- De to biler holder ved siden af hinanden i hver sin vognbane og afventer grønt lys, da bilisten forsøger at køre midt imellem dem. Det lykkes ikke, og han påkører dem begge bagfra, siger Jesper Pedersen.

Hverken spritbilisten eller de to personer i de holdende biler kom noget til ved sammenstødet, der fandt sted kort før klokken 22.30. Men bilerne har det ikke for godt, lyder det fra vagtchefen.

- Den ene bil bliver skubbet langt som følge af påkørslen, og ham, der påkører, ender i den modsatte kørebane 72 meter fra stedet.

Den 25-årige, der ikke har noget kørekort, havde forinden ringet til politiet med beskeden om, at han ville gøre skade på sig selv. Derfor mener politiet, at han forsætligt har bragt andres liv i fare.

- Ulykken sker nogle minutter efter, at han ringer. Nu er der taget en blodprøve, og vi har anholdt ham og sigtet ham for med fortsæt at have forvoldt fare for andres liv, siger vagtchef Jesper Pedersen.

Bilisten blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet i fire uger. Dommeren besluttede samtidig, at han ikke skal anbringes i en arrest, men på en lukket psykiatrisk afdeling.

Han er sigtet efter straffelovens paragraf 252, som handler om at udsætte andre personers liv for fare.

Oversigt

    Oversigt