Spritbilist overfaldt politiet

En yngre mand fra København kan nu se frem til en sigtelse for vold og spirituskørsel efter en våd bytur på Tåsinge.

Manden blev anholdt klokken 04.40 tidligt lørdag morgen efter at han var kørt i grøften med sin bil på Sundbrovej på Tåsinge. Politiet fandt manden i nærheden af bilen, og da politiet mente, at han var beruset, blev han kørt til Odense for at få foretaget en blodprøve.

Da den to meter høje mand skulle ud af bilen og ind på politigården, gjorde han passiv modstand ved at gøre sig helt slap. Det lykkedes dog for flere betjente at få slæbt manden ind på stationen, hvorefter den anholdte droppede den passive modstand og gik til angreb på et par af betjentene.

En betjent fik et knytnæveslag i hovedet, mens en anden blev bidt af københavneren. Manden vil nu blive sigtet for to tilfælde af vold samt spirituskørsel.

Oversigt

    Oversigt