I det fynske folks tjeneste

SSI anbefaler social boble: - Ærgerligt, men der er ikke meget at gøre

Tirsdag anbefalede Statens Serum Institut, at danskerne finder sig fem til ti mennesker at ses med i efteråret for at holde coronaepidemien under kontrol.

01:00

SSI anbefaler, at man skærer ned på den sociale kontakt. Video: Fotograf: Alexander Aagaard Redigering: Jonas O. Mattsson

Den sociale kontakt skal begrænses i efteråret for at undgå en ny coronabølge.

Det sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag på et pressemøde.

I samme ombæring anbefalede Kåre Mølbak, der er direktør i Statens Serum Institut, at man finder en "social boble" på fem til ti personer, som er dem, man er sammen med i efteråret. 

Læs også Følg corona-situationen: Skoler og dagtilbud vil have deres ansatte foran i testkøen

Peter Chlaes Pedersen er pensionist, og han er ked af meldingen om begrænset social kontakt. Han ved, hvem han ville vælge uden at have gjort op, hvilke konkrete personer det skulle være.

- Det er dem, der er helt tæt i vennekredsen, og så familien, siger han. 

Men han er ærgerlig over det, man må give afkald på. 

- Det giver nogle begrænsninger, som jeg ikke synes er særligt sjove, men altså ... hvad skal vi gøre ved det?, siger han. 

Stigende smittetal

Udmeldingen fra Statens Serum Institut kommer i kølvandet på flere uger med stigende smitte i store dele af landet.

Over halvdelen af landets kommuner havde tirsdag et incidenstal på over 20, hvilket gør, de er på sundhedsmyndighedernes observationsliste.

Incidenstallet viser, hvor mange nye smittede der den seneste uge har været per 100.000 indbyggere. 

På Fyn havde Faaborg-Midtfyn tirsdag det højeste incidenstal, som lå på 84. Assens, Odense, Kerteminde og Langeland har lavere incidenstal, men ligger alle over 20 og er derfor også på myndighedernes liste.

Grundet tekniske problemer blev smittetallene ikke offentliggjort onsdag. 

Læs også Fortsat højt smitteniveau: Påbud mod besøg på plejehjem i Faaborg-Midtfyn 

På tirsdagens pressemøde opfordrede sundhedsministeren ligeledes til at se færre personer, mens statsminister Mette Frederiksen i et opslag på Instagram forberedte sig på et anderledes efterår. 

- Efteråret og vinteren bliver anderledes. Ligesom resten af 2020 har været det. Vi er i gang med dansen med corona. Og intet tyder på, at det bliver nemt. Pas på hinanden, skrev hun. 

Ugentligt afbræk

Hver uge er Peter Chlaes Pedersen sammen syv venner til bowling, og den slags kan han blive nødt til at skære fra for at begrænse den sociale kontakt. 

- Det her betyder utroligt meget for os otte, der normalt spiller her. Det er noget, man meget sjældent vil sige nej til, for det er et break, som jeg synes er godt at have som pensionist. Det er som sagt kun en gang om ugen, og det vil man ikke undvære, siger han.

Begrebet social boble, som Kåre Mølbak bragte på bane på pressemødet, har skabt en del forvirring. Særligt om, hvem der tæller med i den. Onsdag sagde Mølbak til TV 2, at man vil uddybe begrebet, så danskerne forstår, præcis hvad der menes med det.