Stadig usikkert påskevejr forude: Torsdagen byder på både skyer og sol

En rolig dag på vejrfronten venter forude. Torsdagen vil være præget af skyer og nogen sol, men det vil holde tørt på Fyn.

Fynboerne står torsdag op til skyet vejr. 

Ifølge DMI vil solen flere gange i løbet af dagen bryde gennem skyerne, og vejret vil holde tørt.

Temperaturen vil ligge på mellem 7 og 11 grader, og med en svag til jævn vind vil torsdagen altså byde på udmærket forårsvejr. 

- Der er chance for, at temperaturen sniger sig over 12 graders varme. Og hvis temperaturen bliver over 12,2 grader, så bliver det den varmeste dag i denne marts måned, siger Lone Sejr fra TV 2 Vejret.

Også i løbet af aftenen og natten vil det holde tørt, og temperaturen vil ligge på mellem 2 og 5 graders varme. 

Påsken meget usikker

Ser man lidt frem i prognoserne, er det stadig usikkert, hvordan påskens vejr kommer til at se ud. De kommende dage strømmer en mild luft ind over Danmark, og med den luft følger også en del skyer.

Lørdag vil en koldfront så passere landet og med den følger mere omskifteligt vejr med både regn, byger og blæst.

Vejrudsigten for påskeugen er derfor stadig meget usikker. 

Nogle prognoser peger på, at fynboerne får glæde af skønt forårsvejr med sol og op til 18 graders varme i midten af næste uge. Andre prognoser peger på køligere forårsvejr, mens nye prognoser forudser, at der er nogle kolde påskedage i vente. 

Oversigt

    Oversigt