Stærk storm rammer Fyn torsdag morgen

Stormen Laura rammer torsdag Fyn med meget kraftige vindstød, der kan give farlige situationer.

Allerede fra morgenstunden rammer stormen Laura Fyn, og flere steder er det kraftige blæsevejr allerede gået i land med voldsomme vindstød.

- Der er allerede registreret vindstød af stærk stom i Odense, altså på over 30 meter i sekundet, så det er meget, meget blæsende her til morgen og formiddag, siger TV 2 Vejrets Andreas Nyholm. 

Man skal derfor være opmærksom i morgentrafikken, da vinden kan give pludselige og uforudsete hændelser.

Umiddelbart ser stormen dog ikke ud til at blive værst for fynboerne. Det ventes især at være i Vest- og Nordjylland samt på Nordsjælland, hvor Laura kommer til at give flest problemer.

På Fyn ventes stormen at blive kraftigst først på dagen.

- Vi forventer vindstød op til stærk storm i morgen- og formiddagstimerne, og det er fra en vestlig retning, det vil ruske rigtig kraftigt. Specielt i forbindelse med de byger, der kommer, siger vejrværten.

Når vi kommer lidt op ad dagen vil vinden igen aftage.

- Og så vil det igen blive overvejende tørt, siger Andreas Nyholm.

Oversigt

    Oversigt