Startup: Fynsk iværksætter-miljø har succes

Efter to år kan TakeOff i Forskerparken i Odense notere, at tre ud af fem iværksættere sendes videre med succes.

Det er fine tal, der præsteres i Syddanske Forskerparkers iværksætter-miljø TakeOff.

Mere end tre ud af fem af de såkaldte startup-virksomheder, der er en del af Forskerparkens tilbud til iværksættere og startups, er nemlig i drift, vækst eller videre med ny kapital allerede efter det første år. Helt præcist drejer det sig om 64 procent.

TakeOff har fungeret i to år og flere af virksomhederne udspringer fra Syddansk Universitet. Faktisk stammer over halvdelen fra SDU eller et andet af landets universiteter, skriver Syddanske Forskerparker i en pressemeddelelse.

TakeOff er så populært at snart 80 mennesker har haft deres gang i miljøet, fordelt på omkring 40 startup-virksomheder.

- Vi tror på, at vi har ramt rigtigt med TakeOff, vurderer direktør i Syddanske Forskerparker Helle Thylkjær Henriksen.

- Vi har skåret helt ind til benet og stillet skarpt på, hvad iværksættere virkelig har brug for, nemlig et sted at være, et godt netværk, og en hjælpende hånd videre - f.eks. mod ny kapital. Alt andet har vi skåret væk, siger hun.

Gratis miljø

TakeOff er et tilbud om et års gratis kontorplads i et engageret miljø med andre seriøse startups samt sparring gennem et netværk af professionelle partnere, herunder en række investeringsselskaber. 

I TakeOff sidder i dag alt fra eksportvirksomheder til industrirobotudviklere, og folk der arbejder med kunstig intelligens og avancerede sensorer. Der er teams, der fokuserer på hjælpemidler til børn med sprogvanskeligheder og forebyggelse af arbejdsskader.

Netop den blanding har vist sig at være en potent cocktail for at få iværksætteriet til at blomstre, siger Helle Thylkjær Henriksen:

- Udfordringerne er ofte de samme i en virksomheds første år, og vi oplever hurtigt, at vores teams interagerer på tværs af faggrænser. F.eks. har en startup outsourcet deres tekniske tegninger til en anden startup, og vi ser næsten dagligt eksempler på, at de på den måde skyder genvej ved at bruge hinanden.

Er der ikke hjælp at hente hos sidemanden i TakeOff, står 15 partnere klar med hjælp, sparring og vejledning.

Oversigt

    Oversigt