Nogen står i kiosk, andre arbejder som tjener, og nogen giver den som telefonsælger for at tjene penge til studierne.
Men tilbage i slutningen af tresserne havde fynske Steffan Herrik et studiejob, som de færreste kan skrive på cv'et.
- I starten tænker man sig meget om, når man løber rundt deroppe i højderne, men til sidst er det fuldstændigt som at løbe på et fortov
Fra han var 18 år til han var 20 år brugte han sommermånederne på at arbejde med at bygge Den Nye Lillebæltsbro, som 21. oktober fyldte 50 år.
- Ens forældre var da lidt bekymrede, når man drønede rundt oppe i de der 120 meters højde. Falder man ned, så er det slut, ikke. Der var også en del grimme arbejdsskader, fortæller han.
Mangel på sikkerhed
Tjansen som løsarbejder på broen var oplagt for Steffan Herrik, der er vokset op i Middelfart og i dag arbejder som billedkunstner og skulptør.
Arbejdet bestod blandt andet i at være med til at trække kabler og fæstne dem, ligesom han var med til at sætte vejbanen op.
Forældrenes bekymring var ikke ubegrundet. Kort tid før, Steffan Herrik fik arbejde på broen, døde en mand, der arbejdede på broen i en faldulykke. I alt døde tre personer under opførslen af broen.
- Sikkerheden var dårlig, siger han.
Men alligevel valgte han, at det var det job, der skulle sikre, at han slap for studiegæld.
- Fra man er 18 til man er 25 er man jo udødelig. Man er usårlig - tror man. Det er jo også det, der driver verden frem. Det der vanvittige vovemod, siger han.
- I starten tænker man sig meget om, når man løber rundt deroppe i højderne, men til sidst er det fuldstændigt som at løbe på et fortov, fortæller han.
Brobisserne, som de arbejdende på broen blev kaldt, fik udleveret hjelme, men arbejdede uden sikkerhedsliner.
Løb om kap på kablerne
Vanvittigt vovemod lyder det til, at der skulle til, hvis man skulle være en del af sjakket, der arbejdede på Den Nye Lillebæltsbro.
En af de ting de fandt på, når der var en ledig stund var kapløb. Men for vovehalsene foregik det langs de små, skæve brædder under hovedkablerne.
- Om morgenen løb vi om kap op ad kablerne for at se, hvem der kom først op. Det stiger jo helt vildt. Så stod vi deroppe og pustede lidt ud, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Også selve arbejdet krævede en tilsidesættelse af egen sikkerhed. Hen mod slutningen af sin ansættelse arbejdede han inde i broen.
- Jeg arbejdede engang om natten, og der sprang man fra det ene sted til det andet med noget i hænderne, og der var 40 meter ned. Det ville man jo ikke gøre i dag, men man er udødelig - eller var, siger han.
- Når jeg kører henover den, så tænker jeg hver gang, at det er jo meget sjovt, at man ved, hvordan den er skruet sammen
Ifølge Steffan Herrik var det faktisk hensyn til hans egen sikkerhed, der endte med at betyde, han stoppede med at arbejde på broen.
Mens han arbejdede inde i broen blev han bekymret for manglende udluftning, fordi der var store mængder slibestøv. Det gik han til arbejdstilsynet med, hvilket resulterede i en simpel kommando fra hans chef.
- Ud! Du er fyret, lød det ifølge billedkunstneren.
Her løb bedstefar
Steffan Herrik har de seneste mange år arbejdet som billedkunstner og skulptør og er blandt andet kendt for sine såkaldte Gumozoer, som er fuglelignende væsner, han laver både tryk og skulpturer af.
Selvom han ser Den Nye Lillebæltsbro mere som et bygningsværk end et kunstværk, har han alligevel en vis affektion for broen.
- Når jeg kører henover den, så tænker jeg hver gang, at det er jo meget sjovt, at man ved, hvordan den er skruet sammen. Børnebørnene får også lige at vide, at her løb bedstefar engang op og ned. Så kigger de lige engang, siger han og laver et overrasket udtryk med ansigtet.
- Det, synes de, er interessant, fortæller han.
- Det giver en følelse - ikke af stolthed - men af ejerskab.
Kører han østpå, er det dog en anden følelse, der nogle gange kan melde sig.
- Man kan godt få lidt komplekser, når man kører over Storebæltsbroen. Den er jo dobbelt så stor, siger han med et smil.
