Stephanie cykler 2.100 kilometer for at hjælpe misbrugsfamilier

Som barn af en misbrugsfamilie vil Stephanie Lanchow sætte fokus på, at børn lever under vanskelige vilkår, når de vokser op i hjem med misbrug.

quote Jeg ved, hvor svært det kan være, og hvor alene man kan føle sig i det

Stephanie Lanchow

Det kan være ensomt at vokse op som barn i familie med alkoholmisbrug.

Det sætter 21-årige Stephanie Lanchow fra Brande i disse dage fokus på. Hun har sat sig i cykelsadlen og bruger sin sommerferie på at cykle 2.100 kilometer i den gode sags tjeneste.

Og hun har noget at cykle for.

Det er børnene, det går ud over

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der nemlig omkring 122.000 børn mellem 0 og 18 år, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug.

I sådanne situationer er det oftest børnene, det går hårdest ud over.

- Mit største ønske er at vise børn og forældre der sidder derude, at det ikke er noget, man skal være flov over. Det er ikke noget, der er forkert, og det er noget, man kan få hjælp til, siger Stephanie Lanchow til TV 2/Fyn.

Hun nåede de fynske landeveje onsdag og er således godt på vej i sin mission for at samle penge ind til børn og unge, der ligesom hende selv er vokset op med alkoholmisbrug i familien. 

Et problem der, ifølge hende ikke er nok fokus på. Planen er at cykle 2.100 kilometer i Jylland og på Fyn - 100 kilometer for hvert år hun har levet med en alkoholiseret far, som hun droppede kontakten med for et år siden.

Fakta om "De små Skuldre"

- Man er ikke alene i det

Pengene, som Stephanie indsamler på cykelturen, skal gå til behandlingstilbuddet "De små skuldre"  i Aarhus.

- Jeg gør det for at sætte fokus på børn og unge og vise dem, at man ikke er alene i det, og for at samle penge ind til "De små skuldre", som hjælper børn og unge, forældrene og hele familier, der står med det her, siger Stephanie Lanchow.

Hun tilføjer, at problemet ikke er et, man behøver at gemme væk. Folk er der for én, når man står frem med det, siger hun.

- Jeg ved, hvor svært det kan være, og hvor alene man kan føle sig i det, fordi man ikke altid har nogen. Nu har jeg min mor og min lillebror, og det har helt klart været min styrke igennem det. 

Stephanie Lanchows plan er at cykle de 2.100 kilometer på 27 dage.
Stephanie Lanchows plan er at cykle de 2.100 kilometer på 27 dage.
Foto: Mads Ingemann

- Men det er ikke alle, der har det, så det kan være rigtig svært at stå frem med det, siger Stephanie Lanchow og tilføjer, at det har været en stor hjælp for hende, at stille sig frem og sætte ord på problemet. 

Stephanies håb

Hvis alt går efter planen har Stephanie Lanchow tilbagelagt de 2.100 kilometer på 27 dage.

Inden hun når så langt, er det hendes håb, at hun har flyttet noget hos nogen.

- Mit håb er at der står nogle børn derude og tænker, at det her har givet mig mod til at stå frem. Og måske er der allerede nu nogen nu, der har haft mod til at snakke med en veninde eller en klasselærer eller bare har gjort et eller andet. 

- Så bare at kunne hjælpe et par, det er også nok for mig. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt