Stikkontakter fra Vissenbjerg ryger til Højesteretten

En bitter strid om stikkontakter sendte torsdag Vissenbjerg-firmaet L-Team i Højesteretten. En fem år lang retssag i Sø- og handelsretten endte ellers med at L-Team vandt retten til at markedsføre kontakter, som Lauritz Knudsen mener er plagiater, men nu har giganten anket dommen.

L-Team fik rettens ord for, at de godt måtte sælge kontakterne, men torsdag ankede Lauritz Knudsen sagen til Højesteret.

- Vi er ikke bange. Vi er fulde af energi og fortrøstning. Vi skal nok kunne vinde den her sag, siger L-Teams direktør Klavs Larsen, der ikke må sælge sit produkt, så længe sagen kører. 

- Vi er bekymrede over, at dommen åbner mulighed for at gå designmæssigt meget tæt på et produkt, som vi er i det her tilfælde har ophavsret på, forklarer Ole Sander, der er administrerende direktør hos Lauritz Knudsen/Schneider Electric. 

Der er stor forskel på de to firmaer. L-Team har 13 ansatte og omsætter for 25. millioner kroner - Lauritz Knudsen for langt over en milliard.  

- Det handler om at holde os ude af markedet så længe som muligt. De er store, de har en monopollignende status på markedet, mener L-Teams direktør. 

- Det her er ikke en chikane. Vi synes, det er en chikane at L-Team har lavet et produkt, der tydeligvis ligger så tæt på vores, at selv en fagmand har svært ved at se forskel, forsvarer Lauritz Knudsen sig.

Oversigt

    Oversigt