Stolt GOG-træner: Vi kørte Skjern træt

GOG imponerede ved at slå Skjern med otte mål, men træner Jakob Larsen havde forventet trætte Skjern-ben.

Oprykkerne GOG leverede en solid overraskelse, da holdet onsdag vandt med hele 30-22 på udebane over guldaspiranten Skjern i håndboldherrernes DM-slutspil.

Cifrene er endnu mere imponerende, når man tager i betragtning, at sydfynboerne var bagud med 14-18 i anden halvleg, men ifølge GOG-træner Jakob Larsen er der en naturlig forklaring på den voldsomme drejning.

- Skjern spillede i Montpellier søndag og har haft en lang rejse i benene. Så jeg vidste, at de ville blive lidt matte, som kampen skred frem, for det er meget de samme soldater, de bruger.

- Jeg havde regnet med, at de blev trætte, men man kunne selvfølgelig ikke forvente, at de gav fuldstændig op til sidst, siger Jakob Larsen.

Hans hold gik fra 22-22 til 30-22 i kampens slutfase mod et opgivende Skjern-mandskab, og nu ligger de to hold side om side i toppen af slutspilspuljen.

Begge hold ligner gode bud på deltagere i semifinalerne, men GOG-træneren vil slet ikke deltage i medaljesnakken endnu.

- Vi har vundet to kampe i slutspillet og har fire point. Der er 12 point at spille om alt i alt, så der er rigtig lang vej endnu. Mig bekendt er der ikke nogen hold, der er kommet i en semifinale med fire point, påpeger Larsen.

Alene det, at oprykkeren GOG blander sig i kampen om semifinalepladserne er over al forventning.

- Vi har et hold, der har rendt rundt og spillet 1. division i flere sæsoner, og det er meget begrænset, hvad vi har fået af tilgang. Det er stort set de samme spillere, som spillede i den næstbedste række, men de har så meget vilje, de drenge.

- De er unge og sultne og kender konceptet, fordi de er vokset op på Fyn og ved, hvordan GOG spiller, forklarer Jakob Larsen.

Næste kapitel i fortællingen om GOG's rejse tilbage til den danske håndboldtop bliver skrevet 28. marts, hvor holdet gæster Århus Håndbold.

Oversigt

    Oversigt