Stor forskel i prisen: Se hvor meget din fodboldklub betaler i leje for stadion

Der er stor forskel på, hvor meget de betaler og hvordan fodboldklubber afregner med danske kommuner om leje af stadions. Det viser aftalerne for 11 stadions i Danmark, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.

Der er meget stor forskel på, hvordan kommuner og fodboldklubber griber opgaven an, når der skal strikkes en lejekontrakt sammen for et fodboldstadion. Det viser en gennemgang af aftalerne, som TV 2 Fyn har lavet.

Ganske få stadions i Superligaen ejes i dag af klubberne selv. Det gør kun F.C. København og Brøndby IF. Ellers ejes resten af kommunerne, som så udlejer stadion til de pågældende fodboldklubber eller selskaber. Det er aftalerne for kommunalt ejede stadions, TV 2 Fyn har kunnet få aktindsigt i. 

Se på kortet, hvad de forskellige klubber betaler i leje:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Odense, Esbjerg, Vejle, Haderslev og Silkeborg betaler man en aftalt årlig leje som et fast beløb. I Esbjerg og Odense ligger lejen på henholdsvis godt to millioner kroner og 1,75 millioner kroner.

Prisniveauet for OB's leje ligger i den øverste tredjedel. 

I Vejle, Haderslev og i Silkeborg er lejen på henholdsvis 887.000 kroner, 714.000 kroner og 223.000 kroner.

Sådan har vi gjort

Andre steder, i Randers, Horsens og Lyngby, betaler man også en fast leje. Men her er størrelsen på lejen afhængig af, om klubben spiller i Superligaen eller i 1. division. Spiller man kun på næsthøjeste niveau, ligger lejen på det halve i forhold til, når man spiller på højeste niveau. 

I Aarhus og Farum er regnestykket gjort lidt mere komplekst. Her består lejen af både et fast beløb og en variabel, der afhænger af selskabets omsætning.

FC Nordsjælland betaler en årlig leje på 1.350.000 kroner og derudover 40 procent af entréindtægterne fra 2.457.000 kroner til og med 4.044.924 kroner, og 30 procent af entréindtægterne fra 4.044.924 kroner og opefter. I 2019 betalte FC Nordsjælland 1.893.944 kr. til Furesø Kommune alene for leje af stadion.

I Aarhus betaler Atletion A/S, der er et selskab under AGF A/S, en leje på både stadion og sportshallen Ceres Arena, der er sammensat af en fast del og en variabel, der afhænger af resultat og omsætning. Sidste år betalte man godt to millioner kroner for leje af det samlede anlæg.

I Aalborg betaler man ingen fast leje. Her er lejen alene opgjort på en måde, så den er afhængig af, hvor mange tilskuere der gæster AaB's kampe. Her er lejen sat til fire kroner per tilskuer for alle kampe i Superligaen, pokalturneringen eller eventuelle europæiske kampe. Man betaler dog ikke leje, hvis der er under 5.000 tilskuere, og der betales maksimal afgift for 10.000 tilskuere per kamp.

AaB har i 2019 betalt i alt 515.512 kr. i tilskuerafgift. Aftalen udløb dog i december 2019, og der forhandles aktuelt om en ny aftale, oplyser Aalborg Kommune.

Tidligere i artiklen fremgik det, at FC Midtjylland var blandt de klubber, som ejede stadion. Dette er ikke korrekt. I juni i år købte Herning Kommune tre af de fire tribuner på fodboldstadionet MCH Arena, for 51,5 millioner kroner af MCH A/S i en redningsaktion ovenpå corona-krisen. Derudover købte Agromek, den anden store aktionær sig ind på den fjerde tribune. 

Oversigt

    Oversigt