Stor generalprøve: 20.000 skal stikkes på én dag

Mandag skal Region Syddanmark teste, om de kan leve op til målsætningen om at kunne vaccinere 20.000 personer på én dag.

Snart skal de fynske vaccinationscentre stå den store prøve. 20.000 mennesker har nemlig tid til et stik mandag.

Det sker som en del af en landsdækkende stresstest, og målet er at sikre, at der fremover kan vaccineres flere dagligt - op mod 100.000 på landsplan.

- Vi skruer nu en tak op for vores vaccinationsindsats for at sikre os, at vi kan håndtere et stort antal vaccinationer på samme dag. Stresstesten er en generalprøve, hvor vi har mulighed for at opdage og eliminere eventuelle fejl i vores store setup, siger koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelsen.

Indtil videre er 96.229 færdigvaccinerede i regionen, heraf er 39.733 fynboer.

Kan opstå ventetid

Den store vaccinationsdag kan dog betyde, at dem, der skal lægge arm til, skal væbne sig med lidt tålmodighed.

- Når så mange skal vaccineres, er det dog ikke sikkert, vi kan undgå, at der opstår ventetid nogen steder. Det håber jeg, der vil være forståelse for, og jeg ved, at alle medarbejdere vil gøre deres bedste for at hjælpe alle godt igennem, siger Kurt Espersen.

Vaccinerne vil både blive givet lokalt og på de store vaccinationscentre, oplyser Region Syddanmark.

Her vaccinerer de på Fyn

Fortrøstningsfulde

Regionen har tidligere været en del af en større stresstest. Der var der dog kun tale om 8.800 syddanskere, der skulle have et stik.

- Den første stresstest gik godt, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til at skalere kapaciteten op, siger koncerndirektøren.

I forbindelse med stresstesten vil Region Syddanmark bruge vacciner fra Moderna og Pfizer.

Vaccinationer med AstraZeneca har været sat på pause af Sundhedsstyrelsen siden 11. marts. Pausen varer indtil videre til og med 18. april.