Store planer: Fynske medier og universitet sammen om ny medieby i Odense

Byggeriet skal samle TV 2 Fyn, SDU-uddannelser, Jysk Fynske Medier, TV 2 Danmark og Media City Odense lige bag ved Kvægtorvet. Ambitionen er masser af nye mediearbejdspladser. DSB er projektherre og Bergen er forbilledet.

En helt ny medieby kan være på vej i Odense.

Jysk Fynske Medier, der blandt andet ejer Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende, TV 2 Danmark, TV 2 Fyn, Syddansk Universitet og Media City Odense, vil sammen med DSB Ejendomme arbejde på at etablere et nyt domicil på området bag Kvægtorvet op mod DBS' banearealer.

Byggeriet ved Jarlsberggade skal skabe bedre samarbejde og ambitionen er, at der på sigt kan skabes masser af nye mediearbejdspladser på Fyn.

Ambitionen er at skabe et netværk, hvor medier og uddannelser kan være sammen om både udvikling, innovation, iværksætteri og konferencer og tiltrække talenter og ressourcer til Fyn.

Medievirksomhederne og Syddansk Universitet har siden december 2020 samarbejdet i Media City Odense. Drømmen er at skabe en national medietech-klynge, og Media City Odense har netop afholdt den første fælles medietech-festival.

Det er meningen, at interesserede virksomheder kan bo til leje i det nye byggeri.

Det er her mediepartnerne, DSB Ejendomme og Syddansk Universitet vil rykke ind. Tegninger C. F. Møller Architects.
Det er her mediepartnerne, DSB Ejendomme og Syddansk Universitet vil rykke ind. Tegninger C. F. Møller Architects.

Indtil videre har parterne afgivet en hensigtserklæring om at ville samarbejde om byggeprojektet. Næste skridt bliver, at DSB Ejendomme søger investorer til byggeriet.

Herefter udarbejdes analyser i forhold til driftsbudget, anlægsøkonomi samt lejepriser.

C. F. Møller Architects har allerede præsenteret de første tegninger med input til, hvordan mediebyen kan bygges i etaper - alt efter mediernes behov og de økonomiske rammer, der aftales for byggeriet.

I løbet af efteråret er det hensigten at fokusere på de økonomiske parametre, der skal gælde for udviklingsarbejdet.

Dekaner fra fire af Syddansk Universitets fakulteter er alle positive overfor samarbejdet. Udgangspunktet er at universitetets studerende får brug for et auditorium til op imod 100 tilhørere, delearbejdspladser til SDU-ansatte og en centerfunktion for en forskningsenhed.

Universitetet er klar

Ifølge rektor for Syddansk Universitet, Jens Ringsmose, overvejer Syddansk Universitet fortsat, hvilke uddannelser, det kan være relevant at placere i det nye domicil.

- Vi har set, hvordan man i Bergen er lykkedes utroligt godt med noget, der på mange måder ligner Media City Odense, og der er det meget tydeligt, at universitetet spiller en central rolle. Det, der er meget spændende ved Media City Odense, er det fokus, der er på media-tech. Det er relevant både for nogle tekniske videnskaber og naturvidenskabelige områder på SDU og så selvfølgelig for humaniora og samfundsvidenskab, hvor vi laver journalister og medievidenskab-studerende, siger Jens Ringsmose, der også er parat til at lade universitetet investere i projektet.

- Der er som bekendt ingen gratis frokost nogen steder. Det kommer til at koste noget, og vi er villige til at investere, siger Jens Ringsmose til TV 2 Fyn.

Baggrunden for placeringen er blant andet, at TV 2 har pladsproblemer, og dermed er den store nationale mediearbejdsplads også helt nødvendig for, at planerne kan realiseres.

Et bud på, hvordan det fremtidige mediecity-domcil kan tage sig ud. Tegninger C. F. Møller Architects.
Et bud på, hvordan det fremtidige mediecity-domcil kan tage sig ud. Tegninger C. F. Møller Architects.

Parterne håber på sigt, at flere medie-, og medietech-virksomheder vil finde det nye byggeri interessant. Byggeriet skal kunne rumme traditionelle medievirksomheder og det omkringliggende økosystem såsom tech-virksomheder, marketing/kommunikation, film, spiludviklere og uddannelsesinstitutioner.

Parterne har afsøgt pladsbehovet, og der arbejdes med et byggeri på mere end 40.000 kvadratmeter.

Jysk-Fynske beholder hovedsæde

Hos Jysk Fynske Medier bakker man også op om de nye planer.

- Vi kommer ikke til at forlade banegårdspladsen i Odense, hvor vi har en særlig beliggenhed og nogle helt særlige lejevilkår, men det ændrer ikke på, at vi håber, at det fælles domicil bliver realiseret, og så skal Jysk Fynske Medier også have sin plads i fællesskabet, siger administrerende direktør Jesper Rosener til TV 2 Fyn.

- Nogle dele af vores organisation, der kunne bo i et fælles nyt domicil, kunne være data- og udviklingsmedarbejdere. Det tiltaler os rigtig meget, at vi har universitetet med. For vi vil gerne være et sted, hvor vi i højere grad kan tiltrække både datafolk og og udviklingsmedarbejdere. Vi er også et reklamebureau boende i Odense, og det ville også være oplagt, at det indgår i overvejelserne, siger Jesper Rosener. 

Om Media City Odense


Projektet bakkes også op af Odenses Kommune, der skal bane vejen for den kommende lokalplan og byggefase.

Forbilledet er Media City Bergen, der i sin tid blev stiftet med norsk TV 2 som primus motor.

Mediesamarbejdet i Norge tæller i dag mere end 1200 ansatte blandt andet en række medietech-virksomheder, aviser, tv-stationer og den norske journalistuddannelse. 

Domicilet blev bygget af en norsk pensionskasse og det statslige investeringsselskab Entra for 1,5 milliarder norske kroner i 2014.

Fem år til indflytning

Ifølge TV 2 Fyns bestyrelsesformand Peter Zinck vil det formentlig være realistisk at have 1. etape af det nye mediedomicil færdigt om fem år og fuldt udbygget om 15 år.

Han har ikke været i tvivl om, at TV 2 Fyn burde være med i de nye domicilplaner.

- Som public service-station og nyhedsmedie har vi en forpligtelse til at gå i front på det, vi tror, der er centralt for demokratiet, og for den gode journalistik i Danmark. Og når vi kan se, at den rigtige klynge er skabt, så er jeg overbevist om, at TV 2 Fyn bør være med og rykke ind i det kommende domicil, siger Peter Zinck.

Han erkender, at stigende renter, inflation og pres på håndværker- og materialepriser kan ligne en besværlig start på projektet.

- Det er rigtigt, at renten høj, men så vil det alt andet lige betyde, at aktiviteten bliver lavere. Hvis aktiviteten bliver lavere, så vil der også ske det, at håndværkere og materiale-omkostninger vil gå hen og blive lavere. Og vi sætter jo ikke spaden i jorden i morgen, siger Peter Zinck.

document — Pressemeddelelse Media City Odense, 0.10 MB

Oversigt

    Oversigt