Store rejsedag uden problemer

Der har været tæt trafik over Fyn i løbet af lørdag, som er første dag i skolernes sommerferie og derfor traditionelt en stor rejsedag; men det er efter alt at dømme gået uden større problemer.

Sund & Bælt havde forventet, at lidt over 43.000 køretøjer ville passere Storebæltsbroen i løbet af lørdag, men der kom faktisk omkring 1500 færre, oplyser trafikleder Martin Jensen, Sund & Bælt.

Han tilføjer, at der passerede lidt flere end normalt i løbet af fredag, og at det kan være en del af forklaringen.

Der har været indkaldt ekstra mandskab i betalingsanlægget, og alle baner har været åbne.

- Det er gået som håbet med minimal ventetid, så vi er tilfredse. Det håber vi også trafikanterne er, siger Martin Jensen.

Også politiet melder om stille og rolig afvikling af trafikken:

- Der har været meget trafik, men der er ikke sket noget, som vi har været indblandet i, siger vagtchef Hans Frederiksen, Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt