Storebæltsbroen er åben igen efter voldsom brand i lastbil

Storebæltsbroen er nu helt åben, efter at en brændende lastbil lukkede den i begge retninger i timevis mandag.

Togtrafikken er igen åbnet over Storebælt, efter at en lastbil brød i brand på broen. Der vil dog være forsinkelser "i nogle timer frem". Det skriver DSB på Twitter mandag eftermiddag.

Biltrafikken i østlig retning er ligeledes åbnet, mens der endnu ikke er åbnet helt for biltrafikken mod Fyn. Det oplyser Sten Nyland, vagthavende ved Fyns Politi. 

Opdatering
Clock02. jul 2018, kl. 16:30
Storebæltsbroen er stadig spærret i retning mod Fyn, og de forventer tidligst at kunne genåbne klokken 17.30, oplyser Vejdirektoratet.
Clock02. jul 2018, kl. 17:00
Broen er nu åben for al trafik.

- Der er kommet voldsomme køer på grund af lastbilen, som skal afvikles. Men trafikken mod Sjælland begynder at se regelmæssig ud, siger Sten Nyland.

Lastbilen var på vej mod Fyn, da den brød i brand på lavbroen og udviklede tyk, sort røg. Vejbanesporene i den retning er fortsat påvirket af arbejdet med lastbilen.

- Politiet åbner og lukker for sporet, alt efter hvor meget plads der skal bruges på at arbejde på stedet og slukke det sidste, men der er endnu ikke åbnet helt for trafikken, siger Sten Nyland.

Politiet oplyste om branden omkring 13.30. Den brændende lastbil lukkede for al trafik over broen, mens der blev arbejdet på at slukke branden. Ifølge Fyns Politi kørte lastbilen med madaffald.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden. Der er ikke meldinger om tilskadekomne.

Oversigt

    Oversigt