Storebæltsbroen lukket i østgående retning

En lastbil er væltet på lavbroen lige før Sprogø, og den gør, at al trafik mod Sjælland er spærret.

Klokken 10.42 vælter en lastbil på lavbroen, og det skaber onsdag formiddag store trafikale problemer på broen.

- Lastbilen er væltet ind i midterrabatten lige før landfæstningen til Sprogø, og det gør, at vi er nødt til spærre det hele af, mens vi får bugseret lastbilen væk, siger vagtchef Lars Thede, Fyns Politi.

Bilen er væltet ud i midterrabatten, og derfor er der kun et spor farbart i vestgående retning. Den væltede lastbil har samtidig lækken en del dieselolie på kørebanen.

Foreløbig vil alt stå stille i østgående retning, og derfor forventes der en del kødannelse.

- Der er kiggekø i vestgående retning, men trafikken glider roligt. I modsat retning vil der være stoppet, indtil vi får fjernet bilen, men vi har rekvireret alt det mandskab, vi kan, siger Lars Thede.

Chaufføren er lettere tilskadekommen. Hvorfor og hvordan uheldet er sket er endnu uvist.

Oversigt

    Oversigt