Storebæltsbroen var lukket i 14 timer

Egon er blæst over Danmark og lukkede Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Der er fortsat trafikale problemer.

Stormen Egon er ved at have tabt pusten - men man skal fortsat tjekke, at færgerne sejler og at vejene er farbare, inden man bevæger sig ud i trafikken søndag morgen.

Storebæltsbroen blev kort før klokken 04.00 natten til søndag åbnet igen efter næsten 14 timers lukning, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands- og Lollands-Falster Politi.

Broen blev lukket klokken cirka 14.15, da politiet vurderede, at det ikke var sikkert at passere den.

Driftsleder på Storebæltsbroen Karina Andersen oplyser, at vindfølsomme køretøjer fortsat frarådes at køre over broen indtil klokken 06.00 søndag morgen.

- Jeg står og kigger ned på betalingsanlægget nu. Der holder maks fire biler i hver vognbane, så der er ikke meget kø. Vi er bemandet med ekstra folk til at tage sig af trafikken.

- Vi er glade for, at broen er åbnet igen, og vi beklager ventetiden over for kunderne, siger hun til Ritzau.

Klokken 02.45 blev Øresundsbroen også genåbnet efter cirka otte timers lukning.

Dermed er det igen sikkert at køre over de to store broer, efter at stormen Egon har sat sit præg på trafikken landet over lørdag og natten til søndag.

Vindfølsomme køretøjer frarådes dog indtil klokken 15.00 søndag eftermiddag at køre over Øresundsbroen.

Stormvejret har også fået konsekvenser for flere færgeruter. Rederiet Scandlines aflyste alle afgange mellem både Gedser-Rostock-og Rødby-Puttgarden. Men søndag morgen er sejladsen mellem Rødby-Puttgarden atter normal.

Også bornholmerfærgen mellem Ystad og Rønne var lørdag aften aflyst på grund af det hårde vejr. Det samme var færgen mellem Kalundborg og Ballen på Samsø, og mellem Esbjerg og Fanø er sejladsen indstillet indtil videre.

Et træ væltede sent lørdag ned over nogle køreledninger på S-togsnettet ved Svanemøllen Station. Et tog fik ødelagt forruden og måtte indstille driften. Ingen passagerer kom noget til.

Oversigt

    Oversigt