Stormflod: Voldsom vind holder Storebæltsbroen lukket det meste af formiddagen

TV 2/Fyn følger udviklingen. I nat blev Storebæltsbroen lukket på grund af kraftig vind.

Opdateret
Clock02. jan 2019, kl. 06:21
Den voldsomme blæst holder Storebæltsbroen lukket for al trafik frem til klokken 11. Det oplyser Sund & Bælt.

Klokken 06.15 meddelte Sund og Bælt, at den voldsomme blæst vil holde Storebæltsbroen lukket for al biltrafik frem til klokken 11.00.

Det var tidligere på natten blevet meddelt, at broen var lukket frem til klokken 07.00 fordi vinden står ind fra næsten stik nord og dermed blæser kraftigt på tværs af Storebælt.

Der advares også om kraftig vind på både Den Ny Lillebæltsbro og Langelandsbroen. Her ventes vinden at aftage i løbet af eftermiddagen.

Højvande har aflyst afgange på Bøjden - Fynshav. Læs mere om det her

-------------------------------------------

Opdateret
Clock02. jan 2019, kl. 05:18
Artiklen er opdateret med seneste nyt om Storebæltsbroen og med et overblik over stormflods-truslen i det sydlige Danmark.

Voldsom vind og blæst har natten til onsdag lukket Storebæltsbroen for al biltrafik i begge retninger, oplyser Vejdirektoratet i et tweet. 

Trafikanter kan tidligst forvente at benytte broerne igen klokken syv onsdag morgen. 

- Vinden står ind fra næsten stik nord og blæser dermed på tværs af Storebælt, siger vagthavende meteorolog hos DMI Henning Gisselø klokken 04.40 ti Ritzau.

Lukningen af Storebæltsbroen har ifølge vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi ikke skabt trafikproblemer. 

- Det har ikke skabt noget trafikbøvl. Det har været rimeligt godt meldt ud i pressen, at der var risiko for, at Storebæltsbroen måske ville lukke, og det har bilisterne åbenbart indrettet sig efter. De holder stille og roligt og venter på at broen åbner klokken syv, siger Lars Fredensborg ved halv seks-tiden til TV 2/Fyn.

Også Øresundsbroen har været lukket på grund af stærk vind, men den blev genåbnet kort før klokken 07.00.

----------------------------------------

Der er fortsat varsel om vind af stormstyrke fra midnat og derfor væsentlig risiko for, at Storebæltsbroen må lukke for al biltrafik i et tidsrum natten til onsdag.

Det skriver Sund og Bælt sidst på aftenen tirsdag på broens hjemmeside.

Umiddelbart vil en lukning ramme tidsrummet mellem klokken 01.00 og klokken 05.00.

Om broen lukkes er kort før midnat usikkert, men DMI har varslet "voldsomt vejr" flere steder i landet - dog ikke i det fynske område.

 

 

Varsel om vandtstand fastholdt

Til gengæld fastholder DMI varslet om forhøjet vandstand. Klokken 15.45 tirsdag udsendte det meteorologiske institut et varsel, som gælder fra onsdag morgen klokken 08.00 til onsdag aften klokken 21.00.

I det Sydlige Lillebælt og det Sydfynske Øhav forventes der således fortsat en vandstand der kan være op til 1,6 meter over normal vandstand.

Varslet er en såkaldt kategori 2-varsel, som betyder "farligt vejr" og er den næsthøjeste kategori.

Man skal således i de to områder være forberedt på hård vind kombineret med forhøjet vandstand, som "kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger", skriver DMI.

Desuden fraråder DMI at man opholder sig i de truede kystområder.

 

 

Havne trues

På Fyn er en stor del af tirsdagen blev brugt på at gøre klar til de forhøjede vandstande. 

Mens vandstanden ventes at toppe med 126 centimeter ved 08-tiden i Odense Fjord, så har man brugt tirsdag på at gøre klar til, at vandstanden det meste af onsdag kan true havnene i Kerteminde, Assens og Faaborg.

I Assens og syd for Assens bliver der lukket veje ligesom det forventes at dæmningen til Helnæs vil komme til at stå under vand.

I Nyborg er Havnegade lukket fordi der punpes vand ud af voldgravene omkring Nyborg Slot.

I Middelfart Kommune har de blandt andet fundet sandsækkene frem både i Middelfart og Brenderup - og ved Varbjerg Strand etableres et dige.

 

Overblik: Stormflod truer det sydlige Danmark

Oversigt

    Oversigt