Stormvarsel: Risiko for oversvømmelser og lukkede broer

Meteorologerne hos DMI varsler storm med vindstød af orkanstyrke natten til søndag. Det kan give forhøjet vandstand på Nordfyn og lukke Storebæltsbroen.

Danmark rammes natten til søndag af en storm, som har fået navnet Ingolf. Det oplyser DMI.

Stormen Ingolf vil især langs den jyske vestkyst byde på vindstød af orkanstyrke, ligesom forhøjet vandstand kan følge i dens fodspor.

Især Odense Fjord, Roskilde Fjord og Isefjorden risikerer forhøjet vandstand. Det siger vagtchef Henning Gisselø fra DMI.

- Det hele skyldes et lavtryk, der bevæger sig fra Sydnorge ned over Kattegat til den nordlige del af Polen. Det genererer en rigtig masse vind fra nordvest og nord, siger Henning Gisselø.

- Vindstød af orkanstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger, skriver det meteorologiske institut.

Det medfører desuden, at der er stor risiko for, at broer må lukke for trafik, lyder det fra DMI.

I hele landet skal man som minimum forberede sig på hård vind til hård kuling med vindstød med styrke af storm eller stærk storm. Stormvejret bliver kraftigst langs kysterne.

I løbet af søndag aftager vinden langsomt, og det klarer op med solskin.

Selvom Ingolf først træder ind på scenen sent lørdag, er kraftig vind allerede lørdag morgen begyndt at give problemer.

Vejdirektoratet advarer om kraftig vind på Svendborgsundbroen, men det forventes, at vinden aftager i løbet af lørdag eftermiddag.

På Øresundsbroen frarådes vindfølsomme køretøjer på grund af den kraftige vind. Advarslen forventes at blive ophævet igen klokken 18, oplyser Vejdirektoratet på Twitter.

Oversigt

    Oversigt