Storsejr til OIK i DM-revanchekamp

Odense Ishockey Klubs sølvvindere tog lørdag til Hørsholm skøjtehal som favoritter i den nye sæson. Og debutkampen mod sidste sæsons guldvindere fra Rungsted viste, at man godt kan sætte en fed streg under ordet favoritter.

-

Odense Ishockey Klubs sølvvindere tog lørdag til Hørsholm skøjtehal som favoritter i den nye sæson.
Og debutkampen mod sidste sæsons guldvindere fra Rungsted viste, at man godt kan sætte en fed streg under ordet favoritter.

Efter fire minutters spil kommer OIK foran 1-0 på en scoring af Alexander Macijevski og efter syv minutter bliver det 2-0 på mål af Kristian Lodberg.

Heldig scoring
Rungsteds Stefan Elvenes får reduceret til 1-2, men sjællænderne er ikke særligt effektive foran mål, hvor OIK-målmand Derek Herlofsky står glimrende - som sædvanligt fristes man til at skrive.

Til gengæld er Odense i sidste minut af første periode heldig at få et skud fra Curt Regnier rettet af af en Rungstedspiller.

OIK kan gå til pausen med en føring på 3-1

Tre Odense-mål i træk
Rungsteds landsholdsforward Nicolas \"Mini\" Monberg kommer i anden periode på scoringstavlen to gange. Det betyder en udligning til 3-3.

Men så går det stærkt for Odense.
I løbet af få minutter bliver det 6-3 til OIK på mål af Torben Benjaminsen, Mads True og endelig Alexander Macijevski efter slagskud af Torben Benjaminsen.

Og i tredie periode ligner det nærmest en ydmygelse af de regerende danske mestre.

OIK bringer sig på 9-3 og må nu for alvor finde sig i at være storfavoritter til denne sæsons DM-guld.

De sidste tre mål scores af Dimitri Lavrentiev, Mads True og OIK\'s nye norske spiller Karl Johan Sundt.

Oversigt

    Oversigt