Storstilet eftersøgning efter forsvunden mand

Fyns Politi iværksatte mandag formiddag en storstilet eftersøgning efter en 66-årig mand, der forsvandt fra sit hjem i Munkebo fredag nat.

Manden forlod sit hjem i Munkebo natten mellem fredag og lørdag og hans kone frygter, at han kan have haft selvmordstanker.  Vidner har set manden på den østlige mole i Kerteminde og hans bil er blevet fundet i nærheden af havnen.

Fyns Politi gennemsøger Bøgebjerg Strand nord for Kerteminde med hundepatruljer, og der er også sat helikoptere ind i eftersøgningen. Derudover gennemsøger dykkere Kerteminde Havn og stranden ved Bøgebjerg.

Søværnets Operative Kommando har beregnet, at hvis manden er sprunget i vandet, vil strømmen føre ham nord på op mod den nordlige del af Kerteminde.

Signalement

Manden er 66 år. Han er tynd, 185 cm høj og har brune øjne. Han har en skaldet isse og gråsprængt hår. Han var iført mørkeblå jeans, sort skjort med hvid stribe, mørk pullover, sorte træsko og kort grå jakke.

Oversigt

    Oversigt