Stort flertal for fortsat busstrejke

Buskonflikten i Odense fortsætter også torsdag og intet tyder på at busserne kommer på gaden før tidligst fredag morgen. Efter dagens faglige møde gentog chaufførerne deres krav om at trafikchef Peter Justesen skal fyres, før busserne igen kommer på gaden.

-

Buskonflikten i Odense fortsætter også torsdag og intet tyder på at busserne kommer på gaden før tidligst fredag morgen. Efter dagens faglige møde gentog chaufførerne deres krav om at trafikchef Peter Justesen skal fyres, før busserne igen kommer på gaden. Chaufførerne vil dog ikke udelukke, at der hurtigt kan komme en løsning på konflikten.

Selvom chaufførerne onsdag blev pålagt at gå i arbejde af deres faglige organisation, så nægter de strejkende at genoptage arbejdet. Et massivt flertal besluttede torsdag morgen at fortsætte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse indtil videre. Fem stemte for at genoptage arbejdet, én undlod at stemme og 69 chauffører stemte for at fortsætte strejken.

- Vi har intet hørt fra kommunen, og vores krav er fortsat, at vi slipper af med Peter Justesen, siger Carsten Sørensen, talsmand for de strejkende chauffører.

Det ultimative krav møder ingen forståelse i Odense Kommune. Rådmand Søren Møller(K) nægter at blande sig i konflikten, og så længe chaufførerne har nedlagt arbejdet vil rådmanden ikke forhandle.

Chaufførerne mødes til nyt fagligt møde fredag morgen, og med mindre der kommer et udspil fra kommunen i løbet af torsdagen, kommer der tidligst busser på gaden fredag.

Chaufførerne har dog valgt at fremrykke deres møde til kl. 6, så busserne hurtigt kan komme ud at køre, hvis der kommer et gennembrud i konflikten.

- Vores tillidsrepræsentanter har haft en positiv kontakt til kommunen, derfor har vi valgt at fremrykke møde fredag, lyder det kryptisk fra Carsten Sørensen, som ikke ønsker at uddybe sin beherskede optimisme.

Oversigt

    Oversigt