I det fynske folks tjeneste

Strejke mod bøfhus udsat: - Vi er bekymrede for konkurs

3F har grundet coronakrisen valgt at udsætte strejken mod Jensen Bøfhus. Fagforeningen ønsker dog fortsat, at bøfhuset sætter sig ved forhandlingsbordet.

3F har forløbigt udsat strejken mod Jensens Bøfhus, der ellers var varslet til at skulle starte 1. juni. Foto: Alexander Aagaard

Den lange kamp mellem Jensen Bøfhus og 3F er blevet sat på foreløbig pause af fagforeningen. De vil nemlig ikke risikere, at restaurantkæden går konkurs. Det skriver 3F i en pressemeddelse.

Den 7. april varslede fagforeningen ellers strejke mod Jensen Bøfhus, og planen var, at den skulle iværksættes 1. juni. Men den er nu udsat.

Lige nu skal restauranterne have lov til at genåbne efter flere ugers lukning

Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær, 3F Privat Service, Hotel og Restauration 

- Med Jensens Bøfhus' meget skrøbelige økonomiske situation og med den store uvished om, hvordan det vil gå i restaurationsbranchen, når de lukker op på mandag, er vi i 3F bekymrede for, at Jensens Bøfhus vil gå konkurs. Det er ikke vores mål, siger Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration i pressemeddelelsen.

Problemer med overenskomstforhandlinger

Strejken blev varslet som et modsvar, efter Jensen Bøfhus i marts gennemførte en lockout af 3F's medlemmer.

Forud for lockouten lå halvandet års overenskomstforhandlinger mellem restaurantkæden og fagforbundet. 

Læs også Corona-forlængelse ærgrer: Jensens Bøfhus havde håbet på fulde huse i påsken

Ved at gennemføre en lockout frigjorde Jensens Bøfhus sig fra den overenskomst, restaurantkæden har haft med 3F i mere end 30 år.

- 3F ønsker, at Jensens Bøfhus igen skal sætte sig til forhandlingsbordet. Vores mål er at holde hånden under arbejdspladser i restaurationsbranchen og sikre ordentlige arbejdsvilkår for de ansatte, siger Peter Lykke Nielsen.

Restauranterne skal have lov til at genåbne 

På grund af Jensens Bøfhus' lockout af sine medarbejdere kunne kæden ikke modtage støtte fra statens hjælpepakker, og som en konsekvens af dette måtte bøfhuset fyre op mod 250 ansatte.

Læs også Jensens Bøfhus fyrer 250 medarbejdere: - 3F styrer beskæftigelsesministeren som en hånddukke

Fagforeningen mener, at de tilbageværende medarbejderes vilkår kun vil blive forværret, nu når overenskomsten ikke længere gælder.

- 3F vil løbende vurdere situationen i forhold til, hvornår forbundet vil genvarsle strejke og sympatistrejker, hvis Jensens Bøfhus afviser nye forhandlinger, men lige nu skal restauranterne have lov til at genåbne efter flere ugers lukning, siger Peter Lykke Nielsen.

TV 2/Fyn arbejder i øjeblikket på at få en kommentar fra Jensens Bøfhus. Restaurantens direktør er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Få overblik over konflikten:

  • 1. juli 2019: Jensen Bøfhus melder sig ud af arbejdsgiverforeningen Horesta.
  • 28. februar 2020: Halvandet år overenskomstforhandlinger mellem Jensen Bøfhus og 3F bryder sammen. Jensen bøfhus varsler første gang lockout af 3Fs medlemmer.
  • 10. marts 2020: Jensen Bøfhus varsler anden gang lockout.
  • 11. marts 2020: Danmark lukker ned grundet coronavirus.
  • 23. marts 2020: Lockout af 27 ansatte inklusiv tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten i Jensens Bøfhus begynder.
  • 11.-23. marts 2020: Uenighed mellem 3F og Jensens Bøfhus om, hvorvidt 3F har tilbudt at udskyde konflikten i eksempelvis to måneder, så Jensens Bøfhus kan modtage lønkompensation.
  • 5. april 2020: Lockouten af medarbejderne slutter.
  • 7. april 2020: 3F varsler AF-blokade med det samme og strejke 1. juni.
  • 14. april 2020: Jensen Bøfhus fyrer 250 medarbejdere på grund af manglende lønkompensation.
  • 16. april 2020: 3F skriver til Jensen Bøfhus, at de fastholder konflikten, men afventer Arbejdsrettens sillingtagen til sagen. Ifølge 3F har Jensen Bøfhus ikke besvaret forespørgslen endnu
Se mere