Stribe af indbrud: Flere tyve på spil på Fyn

Lørdag formiddag har flere villaer på Fyn haft besøg af indbrudstyve. Politiet ved endnu ikke, hvem de leder efter.

De fynske tyve har lørdag formiddag haft en hel del at se til. Hele seks gange har Fyns politi rykket ud til indbrud på Fyn. 

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi. 

quote Vi har på nuværende tidspunkt intet signalement af tyvene. Og derfor har vi heller ikke så meget at gå efter

Thomas Bentsen, vagtchef ved Fyns Politi

- Der har både været indbrud i Svendborg, Bogense, Odense NV og Ryslinge, fortæller Thomas Bentsen. 

Det er endnu ikke blevet gjort helt op, hvad tyvene er gået efter og har fået med sig fra indbruddene, fordi man ofte først finder ud af, hvad der er blevet stjålet, når man står og mangler det. 

- Det er i hvert fald ikke noget stort. Det drejer sig indtil videre mest om smykker, sølvtøj og andre mindre tyvekoster. 

Ved ikke hvem

Alle indbrud lørdag formiddag er sket, mens der ikke var nogen hjemme i villaerne. Faktisk er der heller ingen naboer, der indtil videre har meldt sig som vidner. 

- Vi har på nuværende tidspunkt intet signalement af tyvene. Og derfor har vi heller ikke så meget at gå efter, medmindre der er spor at finde i villaerne, fortæller Thomas Bentsen. 

En typisk weekend på Fyn

De seks indbrud i det fynske lørdag formiddag er langt over gennemsnittet, hvis man sammenligner med hverdagene på Fyn. Men hvis man derimod sammenligner antallet af indbrud med andre weekenders indbrud, så er det kun en smule over. 

- Vi rykker typisk ud til en del flere indbrud i weekenderne i forhold til hverdagene, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi og fortsætter:

- Tyvene går efter huse, hvor beboerne er rejst på weekend og derfor ikke kommer hjem lige med det samme. 

 

Oversigt

    Oversigt