Studerende skal hjælpe handicappede med moderigtige opfindelser

40 Studerende har i 2 uger arbejdet intenst på at skabe opfindelser, der kan hjælpe handicappede i deres hverdag. Vinderen af den bedste ide kåres fredag.

Studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt blev for knap to uger siden sat på en opgave. De skal skabe opfindelser, der kan hjælpe handicappede med forskellige opgaver både fysisk og psykisk.

- Jeg vil skabe en app til blinde, som kan hjælpe dem med at navigere rundt i bybilledet, fortæller Madelaine Lundsby Thomsen fra Erhvervsakademiet Lillebælt.

Ud over app ’en til blinde består opfindelserne blandt andet af et belønningssystem til psykisk handicappede og en moderigtig kørestol til de kræsne handicappede. Fredag kåres vinder projektet blandt de 40 multimediedesign-studerendes opfindelser.

- Det er et område, der er et stort potentiale i, der mangler hjælpemidler til handicappede, og de studerende kan få erfaring med det at have en kunde, fortæller Erik Weber-Lauridsen, der er projektkoordinator på opgaven.

Ikke mere ”hospitalsudstyr”

De studerende skal i løbet af de to uger lave en prototype og et ideoplæg til et produkt, der kan løse udfordringen, som er beskrevet således:

”Mens vi andre køber Iphones, Tesla og Kitchen Aid maskiner, ligner produkter og hjælpemidler til handicappede ofte ”bare noget fra et hospital”. Det vil sige, at det er med til at stigmatisere i stedet for at inkludere. Det skal i forbedre, helst via løsninger, der er så attraktive, at ikke-handicappede ville bruge dem også.”

Projektet blev søsat som en del af forrige uges WHINN konference i Odense, hvor virksomheder med alle tænkelige hjælperedskaber til sundhedsvæsnet var samlet.

Dommerpanel skal kåre vinder

Dommerpanelet, som skal vurdere hvilken opfindelse, der er bedst, er en række personer inden for sundhedsvæsnet eller virksomheder, som selv leverer løsninger til sundhedsvæsnet.

- Vi har forsøgt at samle nogle dygtige og kvalificerede dommere, som har øje for netop de løsninger, som kan hjælpe de handicappede bedst muligt, fortæller Erik Weber-Lauridsen fra Erhvervsakademiet Lillebælt.

Helt konkret består dommerne af Esther Dorthe Kirketerp Møller, der er rehabiliteringsleder i Odense Kommune for borgere med funktionsnedsættelse. Jannick Toftegaard Jensen, der er direktør for virksomheden Izinga, der blandt andet laver teknologiske løsninger til plejehjem. Lars Bo Nielsen og Hanne Hansen-Nord fra EWII, der står bag patientkufferten, der skal være med til at sikre kommunikation mellem patient og behandling. Thomas A.K. Erikson fra T.A.K.E Design, der arbejder med app-løsninger til blandt andet sundhedsvæsnet, og som i øvrigt selv er startet op på baggrund af et innovationsprogram på EAL.

Oversigt

    Oversigt