Succes for fynsk beachvolley-spiller

Beachvolley-spilleren Anders Hoyer fra Odense leverede flot resultat i Norge sammen med sin makker Bo Søderberg.

Selv om OL ikke længere er et realistisk mål, leverede det danske beachvolleyhold med Bo Søderberg og Anders Hoyer onsdag et fremragende resultat, da de kvalificerede sig til hovedturneringen ved Grand Slam-stævnet i Stavanger i Norge.

Det er kun anden gang i karrieren, at danskerne kommer blandt de 32 hold i en af de fire årlige Grand Slams. Første gang var for to uger siden i Berlin.

Søderberg/Hoyer slog først et tjekkisk hold, og i den afgørende kamp blev det til en flot sejr over kvalifikationens tredjeseedede kinesiske par Li og Zhou, som netop nu ligger til at blive et af de 24 hold ved OL. Sejren blev sikret med 15-13 i det afgørende sæt på en servevinder af Anders Hoyer.

Oversigt

    Oversigt