Succesfuldt netværk starter afdeling på Fyn

En gruppe aktive jobsøgere har startet en lokal afdeling af det landsdækkende jobsøgningsnetværk Powerjobsøgerne.

Hos Powerjobsøgerne arbejder de sammen for at finde jobs, uafhængigt af A-kasser, Jobcentre og "anden aktør."

Hemmeligheden bag netværkets succes rundt om i landet er, at Powerjobsøgerne er et netværk af kompetente og positive jobsøgere, som dækker mange forskellige brancher og fagområder, og som har valgt en proaktiv holdning til jobsøgningen i en tid, hvor ledige jobs ikke hænger på træerne.

Den negative spiral skal brydes

Målet er at støtte hinanden, sikre et højt aktivitetsniveau i jobsøgningen og bidrage til, at hvert enkelt medlem tænker ud af boksen i sit arbejde med at komme tilbage i job.

Alle medlemmer bidrager derfor med energi og kompetencer for at nå det fælles mål.

- Igen og igen læser vi i aviserne, at Fyn er topscorer i ledighedsstatistikkerne, at både unge og erfarne jobsøgere har svært ved at finde nyt job, og at væksten går uden om Fyn. Det vil vi gerne være med til at ændre, udtaler en af initiativtagerne til det nye netværk, Githa Rasmussen og fortsætter:

- Og mange fynske jobsøgere kører langt for at deltage i netværksmøder eller sidder alene med jobsøgningen, og det er ikke godt nok.

Det nye initiativ på Fyn skaber derfor rammer og indhold for jobsøgere fra hele Fyn, som tør tænke nyt og gerne gør en ekstra indsats for at komme i job.

Meningsfulde og jobskabende aktiviteter

Netværket har en fast arbejds-/netværksdag om ugen, hver onsdag fra klokken 9-13, og mønstrer allerede omkring 15 fynske Powerjobsøgere.

Dagen bruges til netværksarbejde, hvor kandidaterne udnytter hinandens kompetencer og udveksler kontakter, sparrer omkring ansøgninger og CV, træner i samtaler og lytter til inspirerende foredrag.

Alt sammen aktiviteter, som skærper jobsøgningen.

En anden vigtig aktivitet er kontakt til virksomheder for at udbrede kendskabet til netværkets medlemmer og arbejde, og håbet er, at kontakter fører til det rette match mellem virksomhed og kandidater, før jobbene slås op - en winwin-situation for begge parter.

Oversigt

    Oversigt