Sundhedsudfordringen: Tre uger til at blive sundere

Næsten halvdelen af alle voksne i Region Syddanmark har ondt i kroppen. De næste tre uger sætter TV 2 Fyn fokus på, at vi skal blive sundere.

 - Det er jo ikke normalt, at man er 31 år og har ondt i ryggen. 

Ordene er Stine Arndals. Hun bor i Nørre Søby, hvor hun også arbejder på hjemmekontoret, mens corona delvist har lukket hendes arbejdsplads ned.

quote Det gælder om at være realistisk og sætte sig nogle mål, der er realistiske.

Suzy Wengel, Grundlægger af Sense

Men faktisk er det slet ikke så unormalt, som Stine tror, at hun har ondt i ryggen. I følge den seneste "sundhedsprofil", som Region Syddanmark fik udarbejdet i 2017, har 44,7% af syddanskerne ondt i kroppen, deraf siger 25,5%, at det er ryggen, de har ondt i. Læg dertil, at 55% af os er overvægtige, og at 18,5% af os ryger. Så er der masser af grunde til at fokusere på sundere syddanskere.

Sundhedsudfordringen

Stine Arndal er en af de forhåbentlig mange fynboer, som deltager i TV 2 Fyns Sundhedsudfordringen. Tre uger for Et Sundere Syddanmark.  

Kampagnen indeholder tre separate programmer: Stines program, der består i at træne kroppen stærkere. Desuden et rygestopprogram og kostplaner til dem, der gerne vil spise sundere.

Især kostplanerne , som er udarbejdet af Suzy Wengel fra Sense, ser ud til at have fanget fynboernes interesse. Ihvertfald har tæt på 1200 personer meldt sig ind i Facebookgruppen Den Fynske Redaktion, siden TV 2 Fyn og Suzy Wengel i fredags fortalte, at det er her, man kan følge med i projektet og ikke mindst de to "prøvekaniner" Louise og Ann-Sophie fra Svendborg. 

Succes på tre uger

-Jeg synes, man skal være med, hvis man føler, at man gerne vil have mere energi, nye spisevaner eller et vægttab, der holder på sigt, for det giver bare så meget andet livskvalitet, siger Suzy Wengel, som har grundlagt slankekonceptet Sense. Hun er ekspert i at rådgive andre i at ændre vaner.

- Vi har jo alle sammen nogle vaner, vi har haft hele vores liv. Måske noget, vi har tillært os i barndommen. Og det er bare svært at lave om. Så det gælder om at være realistisk og sætte sig nogle mål, der er realistiske, anbefaler Suzy Wengel.

Og hun mener, at de tre uger, som Sundhedsudfordringen varer, er en god anledning til at få brudt med nogle af de dårlige vaner, som er skyld i, at kroppen skranter.

-Det her er tre uger, og det er en start. Men jo bedre start, man får, jo større chance er der for, at det holder på sigt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spørg eksperterne

Ud over at følge et af de tre programmer for at bliver sundere, åbner vi også en brevkasse her på TV 2 Fyn. Tre eksperter har sagt ja til at besvare fynboernes spørgsmål om sygdom og sundhed. De tre eksperter er:

Claus Sloth har mange års erfaring med personlig træning og er bl.a. uddannet massør, kostvejleder og snart også kognitiv terapeut. I sin vejledning har han bl.a. fokus på den rette træning til en sund og stærk hverdagskrop, kost, men også den mentale forandring er vigtig. Claus kan derfor besvare spørgsmål om alt fra træning, til kost og motivation.

Annette Raskov Kodahl er afdelingslæge på Onkologisk Afdeling på OUH. Her behandler hun primært patienter med brystkræft. Derudover er Annette involveret i kræftafdelingens Klinik for Præcisionsmedicin, hvor man foretager genanalyser af patienters kræftvæv med henblik på at tilbyde mere målrettet behandling. Annette er desuden PhD og klinisk lektor ved Syddansk Universitet, hvor hun underviser og forsker i brystkæft. *

Halvard Christian Skott er speciallæge i almen medicin og har været praksiserende læge i 26 år hos Lægerne Allégade i Odense C. Halvard er den klassiske familielæge, som rummer det meste og kan vejlede de fleste. Alligevel har han specialviden inden for sportsmedicin og ortopædi og har desuden været praksiskonsulent på psykiatrisk afdeling. Halvard pensionerede sig selv i september i år.

Eksperterne kan naturligvis ikke stille en diagnose i brevkassen, men er du tvivl om noget, er du velkommen til at skrive.

Et Sundere Syddanmark

 

Oversigt

    Oversigt