I det fynske folks tjeneste

Suveræn Axelsen booker DM-finale mod Vittinghus

Viktor Axelsen stormede igennem semifinalen og møder i DM-finalen Hans-Kristian Vittinghus som slog teenager.

Viktor Axelsen skal op mod Hans-Kristian Vittinghus i DM-finalen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

DM-finalen i herresingle i badminton bliver et opgør mellem Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus.

Det stod klart fredag, da semifinalekampene blev spillet i Aarhus.

Her viste Viktor Axelsen ingen nåde, da han i den anden semifinale besejrede Jan Ø. Jørgensen ganske suverænt med 21-14, 21-8.

Forinden blev Hans-Kristian Vittinghus finaleklar, da han i den første semifinale i herresingle slog 18-årige Magnus Johannesen.

Læs også GOG hænger på i toppen med sejr over Skanderborg

Den 18-årige badmintonspiller kom på alles læber torsdag, da han formåede at sende den tredobbelte mester Anders Antonsen ud i kvartfinalen.

I semifinalen bed han også fra sig i de to første sæt.

Hans-Kristian Vittinghus vandt første sæt 21-18, men så kom Magnus Johannesen tilbage og vandt andet sæt 21-19, inden kræfterne så ud til at slippe op, og den 34-årige frederikshavner tog tredje sæt og kampen med 21-10.

Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus mødtes også i DM-finalen i 2014. Dengang vandt Viktor Axelsen sin hidtil eneste DM-titel i herresingle.

Læs også Tour-arrangør: Storebæltsbroen er vigtig for, at løbet kommer til Danmark

I damesingle blev Julie Dawall Jakobsen finaleklar med en sejr i semifinalen over førsteseedede Mia Blichfeldt på 18-21, 22-20, 22-20.

I finalen møder Julie Dawall Jakobsen Line Christophersen, som besejrede Natalia Koch Rohde 25-27, 21-14, 21-10.