I det fynske folks tjeneste

Svær balance: Undervisning og arbejde hjemme er en hård nød at knække

Fynboer skal ligesom resten af landet lære at balancere mellem arbejde og privatliv. Det kan være en hård nød at knække. Familien Noble har derfor omlagt deres hverdag.

00:50

Det er ikke let at balancere hjemmearbejde og pasning og undervisning af børn på samme tid.

Fredag formiddag sidder familien Noble i Nyborg samlet om spisebordet alle fire. Familiens to børn sidder begge fordybet i en historieopgave og matematiske ligninger, og de bliver assisteret af deres far Stuart Noble.

Imens sidder deres mor Camilla Noble og får lidt arbejde af hånden. Og Stuart Noble skal oveni i hjemmeundervisningen af sine egne børn også selv arbejde.

- Jeg abejder egentlig, som jeg plejer. Nu er det bare hjemmefra. Men det kræver lidt at omstille sig til den digitale verden, så det bruger jeg en del tid på at få op og køre, fortæller Stuart Noble.

Kræver omlægning af hverdagen 

Man kan ikke køre en helt almindelig skoledag for sine børn, hvis man også skal passe et arbejde ved siden af

Stuart Noble, gymnasielærer, Nyborg Gymnasium

Stuart Noble er til daglig gymnasielærer på Nyborg Gymnasium, hvor han primært underviser eleverne på gymnasiets internationale linje.

- Vi laver så vidt muligt en almindelig undervisning bare over Microsoft Teams, men jeg kan ikke sidde med arbejdet hele tiden, når jeg også har børn hjemme, fortæller Stuart Noble.

Derfor bruger han også nogle aftener på at arbejde, så familielivet kan gå op i en højere enhed.

- Man er nødt til at lave nogle rammer for, hvordan det skal fungere herhjemme. Det kræver virkelig en omlægning af hverdagen, siger Stuart Noble.

Det hele kræver planlægning

Og det kræver planlægning, hvis en hverdag med familiens fre medlemmer alle samlet inden for hjemmets fire vægge, også dagtimerne, skal fungere.

- Vi gør det, at vi sætter os ned efter aftensmaden og ser på hinandens skemaer, og så laver vi en plan for næste dag ud fra det, fortæller Stuart Noble og tilføjer:

- Man kan ikke køre en helt almindelig skoledag for sine børn, hvis man også skal passe et arbejde ved siden af, og det synes jeg også er helt okay.

Læs også Nedsmeltning for flere hundrede millioner: Fynske gartnerier risikerer at visne hen

Man må prioritere

Familiefaren priser sig i øjeblikket lykkelig for, at hans børn ikke længere er så små, at de kræver konstant pleje og opmærksomhed.

- Jeg synes, at vi er enormt heldige, fordi begge forældre er hjemme, og vores børn er ikke helt små længere, og det gør det selvfølgelig let nemmere for os, siger Stuart Noble og tilføjer: 

- Jeg ved, at en af mine kolleger var nødt til at afbryde undervisningen for at skifte en ble. Så jeg har fuld forståelse for, at mange familier kan have svært ved at få enderne til at mødes.

Det er nok bedst bare at tage det fra dag til dag

Stuart Noble, gymnasielærer, Nyborg Gymnasium

For at lette presset i hverdagen vælger familien at prioritere mellem børnenes skoleopgaver og egne arbejdsopgaver.

- Jeg synes ikke, at man skal gøre det for hårdt for sig selv. Man må tage de opgaver, man kan klare og ikke lægge et ekstra pres på sig selv, mener familiefaren.

Tager det fra dag til dag

Familien har her på femtedagen af corona-nedlukningen indtil nu klaret det fint. Og børnene nyder både den ekstra tid med deres forældre og muligheden for at bruge deres fritidsinteresser som en del af deres skolegang.

- Jeg synes, det er ret hyggeligt at være sammen med min familie, og så er man også med til at bestemme mere, hvad man laver i skolen, siger familiens dreng.

Læs også Pressede forsamlingshuse: Kogekone har succes med mormor-takeaway

Samtidig er familien også klar over, at perioden kan være længere end de 14 dage, der først er blevet meldt ud.

- Vi er forberedt mentalt på, at perioden med nedlukning kunne blve forlænget, men det er nok bedst bare at tage det fra dag til dag, mener Stuart Noble.