Svært at få job trods lang uddannelse: Tilbød gratis arbejde

Det kan være svært at få job som akademiker på Fyn. 29-årige Thea Madsen tilbød derfor at arbejde gratis for at få en fod ind på arbejdsmarkedet.

Når de fynske akademikere er færdige med deres uddannelse, kan det være svært at finde et job i hvert fald i visse faggrupper. 7,1 procent af medlemmerne i Magistrenes A-kasse står uden job, mens kun en procent af elektrikerne og to procent af medlemmerne i FOA ikke er i job.

29-årige Thea Madsen er uddannet i retorik og antropologi, og hun søgte både mange kommunikationsstillinger og markedsføringsstillinger, da hun blev færdig på studiet. Da intet af det gav pote, lagde hun strategien om og tilbød gratis arbejdskraft.

- Det var meget vigtigt for mig at få noget erfaring undervejs, så jeg var meget, meget villig til at tilbyde min arbejdskraft gratis, fortæller Thea Madsen.

Is i maven

I dag er Thea Madsen ansat som kommunikationsmedarbejder hos Odense Renovation, men der skulle gå halvandet år, fra hun blev færdiguddannet, til hun landede den faste stilling. Undervejs var hun i flere praktikforløb og løntilskud hele tiden med mål for øje at kunne finde fast arbejde.

Hun endte ved kommunikationsbureauet Change i Odense, men da praktikken sluttede, havde de ikke råd til at beholde hende i en fast stilling. Derfor sagde hun ja til at blive i en anden konstellation, så hun var løst tilknyttet.

Line Svindt Olsen, der er karriererådgiver i Magistrenes A-kasse, tror, at virksomhedspraktik er en god løsning for jobsøgende akademikere.

- Jeg synes, at det er en god idé, når vi taler virksomhedspraktik. Det er en noget for noget ordning, og den er god for alle. Den er både god for virksomheder, og den er også god for den, der er i praktik, hvis man laver et godt og konstruktivt forløb, siger Line Svindt Olsen.

Også Thea Madsen fik meget ud af praktikforløbet, selvom det ikke blev til en fastansættelse.

- Det har givet mig noget personligt. Det var helt sikkert to ret hårde første år, efter jeg blev færdig, hvor jeg også skulle have en masse is i maven, som jeg ikke troede, at jeg havde, fortæller Thea Madsen.

Fik job alligevel

Ledigheden i Magistrenes A-kasse i Odense er ifølge maj-tal fra Danmarks Statistik steget 14 procent i løbet af tre år, men ifølge Line Svindt Olsen er de nyuddannede klar over, at de ikke altid får drømmejobbet i første omgang.

- De søger faktisk relativt bredt, det er ikke kun Odense og omegn. De har fundet ud af, at de er nødt til at strække sig og være mobile. Mange af dem er villige til at gøre det, fordi de ved, at de skal investere noget for at komme på jobmarkedet igen, siger hun.

Det kan Thea Madsen nikke genkendende til. Hun søgte helt til Padborg for at finde et job, men hun er glad for, at hun fik praktikstillingen i Odense. Både for at blive i nærområdet, men også for den erfaring, hun fik med sig.

- Praktik kan godt føre til job, også selvom det ikke nødvendigvis er job der, hvor du var i praktik, siger Thea Madsen.

Oversigt

    Oversigt